52 / 398
Udlændighedens Afslutning
45
i Morgen! Han har Gigt, han er skaldet, han er Bedste
fader. De skiltes fra ham ifjor, og han sagde Dem Farvel
som „den vrede Achilles“, som „Indignationens Mand, be
standig i Panser og Plade“. De træffer ham igen iaar, og
De møder den vise Nestor i Slobrok. De troede, han var
Begejstringen. Langtifra, han er Snusfornuften. Da han
sidst kastede sit Visitkort ind af Døren til Dem, bar det
Navnet: Gotfred Springforbi, og som Betegnelse af Livs
stilling og Familieforhold var tilføjet Ordene „Vildtet er mine
Frænder“. De møder ham en Maaned efter paa Gaden:
hvor er den vilde Letfodethed henne! Han vandrer sin
tunge Gang med en frygtelig Oppakning paa sin Skulder,
og ser De rigtigt til, finder De, at han nu er bleven Atlas
med et Bjerg, en Verdenskugle af bitter og overlegen Er
faring paa Nakken.“
For imidlertid hverken af Drachmann selv eller Læse
verdenen at blive betragtet som en fremtidig Modstander af
ham, sluttede jeg med disse Linjer:
„Maaske nærer Ingen varmere Følelser end den, der
skriver disse Linjer, for Drachmann som Lyriker. Ingen
glæder sig mere, naar det lykkes ham at frembringe noget
godt, Ingen har saa tidlig stræbt at skaffe hans sjældne Ta
lent den Anerkendelse, som tilkommer det; men der burde
holdes bedre Hus med saa ualmindelig en Evne. Saa længe
Drachmann maatte kæmpe for at vinde sig et Navn, var
anden Kritik end den understøttende ikke paa sin Plads;
thi der var Lyseslukkere nok i Pressen. Nu da den Ret
ning, Drachmann tilhører, har sejret, nu da han selv er an
erkendt som Danmarks første Lyriker og en af Nordens
første Digtere overhovedet, vilde en Kritik, der stak sine
Indsigelser under Stolen, hverken være til nogen Nytte for
Læseverdenen eller for ham.“
Da Fru Emmy Drachmann, Digterens anden Hustru,