58 / 398
Udlændighedens A fslutning
51
fængelig — eller rettere, jeg er det naturligvis — men hvis
jeg var taabeligt forfængelig, saa vilde saa megen Ros kurere
mig. Ikke sandt, De kender alle Voltaires lille henrivende
Historie om den forfængelige Irax og hvorledes Kongen
helbredte ham for den.
Han sendte ham en Overkok
med seks Kokke og fire Kammerherrer, en Kapelmester med
tolv Sangere og fire og tyve Violinister, gav ham en stor
Diner, hvor de fire Kammerherrer holdt smukke Taler til
hans Ære, og hvor man til Violin-Ledsagelse sang en Kantate,
hvis Omkvæd var:
Que son mérite est extrême!
Que de grâces, que de grandeur!
Ah! Combien monseigneur
doit être content de lui-même!
Efterhaanden følte den forfængelige Irax ikke mere
nogen Trang til at høre om sin Betydning.
Latinerne sagde, at det er behageligt
ab viro laudato
laudari,
at roses af en Mand, som prises. Derfor var det
mig kært at høre Professor Scherers Tale og finde Aner
kendelse hos en Mester i mit Fag.
Naar jeg sammenligner den Skole, i hvilken han har
udviklet sig, med den, jeg har bag mig, saa føler jeg For
bandelsen ved at tilhøre et lille Folk og paa afgørende
Punkter være henvist til Selvopdragelsen med dens Famlen
og Fejlgreb. Saa lidet vidste jeg i min tidlige Ungdom om
samtidig tysk Videnskab, at jeg nitten Aar gammel brød mit
Hoved med Hegels
Phänomenologie.
Ja, mine Herrer og
Damer, hvad der er værre: Jeg har i Weisses Æstetik søgt
Næring for min Aand. — Naar jeg spurgte den gamle Pro
fessor i min Videnskab om Raad, svarte han: „De véd jo
selv meget bedre Besked end jeg.“ Saaledes stod jeg iso
leret, smægtede efter en Lærer, søgte Kundskaber ad de
urimeligste og fjernest liggende Veje. Ved det spændte For-
4
*