56 / 398
Udlændighedens A fslutning
49
fra en anden Fest i Kaiserhof, nemlig Afskedsgildet for den amerikanske
Gesandt Mr. White og mindede om, hvorledes den Gang Berthold Auer-
bach i løftet Stemning havde udtalt begejstrede Ord om de fælles Baand,
der knytter Folkene sammen, om den Kæmpeharpe, der er spændt
over Verdenshavet til Folkeslagene hinsides Oceanet. Saaledes turde vel
ogsaa han, omend i mindre ophøjede Ord, tale om Forbindelsen mellem
Tyskland og Danmark, der, skønt ofte afbrudt og sønderreven, dog stedse
paany var bleven knyttet, og om hvilken Brandes personlig stod for os
som et Vidnesbyrd. Ligesom engang i dette Aarhundredes Begyndelse
Oehlenschlager og Baggesen havde havt en Part i den tyske Literatur og
staaet den nær, saaledes ogsaa nu Brandes, og ligesom hine havde mod
taget straalende Lys fra den store Sol Goethe, saaledes turde ogsaa en
væsenlig Del af hans Virksomhed føres tilbage til Goethe. Brandes havde
i sin Afhandling
Goethe og Danmark,
der ikke blot yder Læseren en
rig Belæring, men tillige bringer ham i Stemning, anført et Ord af
Auerbach, som denne selv har dannet, nemlig Udtrykket goethemoden.
Brandes var selv goethemoden, han hørte til den store europæiske Me
nighed, der samler sig om Tysklands første Digter, og den, der hører hin
til, hører ogsaa os til.
Med Scherers Tale var den første af de „fire officielle Skaaler“ ud
bragt, som Dr. Kapp, der førte Forsædet ved Gildet, paa sin energiske
Maade havde bebudet, og ved hvis Anmeldelse en let Gysen havde gen
nemfaret Forsamlingen. Men enhver Frygt for en Oversvømmelse af
Skaaler blev til intet; det blev virkelig ved de fire foruden Hædersgæstens
Tale, og de blev alle modtaget med den taknemmeligste Opmærksomhed.
Ikke blot Indholdet af hver enkelts Tale, men ogsaa Maaden, hvorpaa den
blev foredraget, vakte den mest levende Deltagelse: Scherer talte som
den lærde Fagmand, med Ordet fuldstændig i sin Magt og med mange
fine enkelte Bemærkninger, Rodenberg med digterisk Patos og skønt for
mede Billeder, Brandes paa en elskværdig Maade og i en Tone, som om
han personlig henvendte sig til enhver af de tilstedeværende, der fortryl
lede Alle; Loewe-Bochum med Overbevisningens brede Brysttone, med
varm og fyldig Veltalenhed; tilsidst Lazarus med en Filosofs smilende
Ro, der dog klart lod den Del, Hjertet havde i hans Udtalelser, komme
tilsyne.
Det er umuligt for os at optegne alle disse Taler saaledes som
deres indre Værd kunde fortjene det. Vi kan kun antyde, men ikke ud
førlig gengive, hvorledes Rodenberg i klare faste Træk tegnede den danske
Literaturs Udvikling siden Aarhundredets Begyndelse, hvorledes han op
stillede en skøn Sammenligning mellem de Kulturbølger, der strømmer
ind over Landet, og Østersøens og Vesterhavets Vover, der snart sprøjter
med vældigt Skum over det smalle Land, snart uvillig viger tilbage; hvor-
Georg Brandes: Levned. III.
’