61 / 398
54
Udlændighedens Afslutning
Fødejord, ufrivilligt og uden noget Festmaaltid forlade Landet.
Jeg vover ikke at udtale mig om Retsspørgsmaalet, men
Tyskland synes mig stærkt nok til at kunne vise Høj
modighed.
Maatte alle den Stærkes og Vældiges Dyder udfolde
sig i Tyskland! Meget er jo alt virkeliggjort af det, som
de
Førmartslige
haabede for det tyske Rige. Maatte af deres
Fremtidsdrømme ogsaa alt det Ikke-Fantastiske, der endnu
ikke er opnaaet, blive en Virkelighed! Maatte der forestaa
Tyskland en stor og glorrig Fremtid, rig paa sand Lykke
og sand Hæder!“
Paul Heyse havde skrevet et længere Digt til Festen,
hvoraf de to første Strofer lød saaledes:
Es klingt ein unwillkomnes Wort
Herüber aus der Ferne:
Ein lieber Gast will wieder fort,
Will folgen seinem Sterne,
Man ruft nach ihm im Heimatland
Da lässt es ihn nicht ruhen,
Da schüttelt er den Märk’schen Sand
Entschlossen von den Schuhen.
Wir liebten als den Unsern ihn,
Traun, unserer Besten Einen.
Nun spricht er: „Lasst mich von Euch zieh‘n!
Es brauchen mich die Meinen“.
So wende Dich von hinnen nur:
Dein Bild wird nicht erblassen,
Dein Fuss hat schon so tiefe Spur
Im deutschen Grund gelassen.
Aftenen havde en vis Hjertelighed; der næredes oprig
tig Velvilje for mig. Blandt de smukke og elegante Damer,
der forherligede den, var Digteren Richard Voss’s Frue og
Baronesse Senfft-Pilsach. Det gaar En underligt, naar man
er Genstand for slige Fester, af hvilke jeg efterhaanden har