60 / 398
Udlændighedens Afslutning
53
har Lyst til at gaa og hvad der venter mig i mit Hjem:
jeg maa.
Den, som én Gang har levet med i et stort Lands og
en Verdensstads Liv, han finder sig nødvendigvis vanskeligt
paany til Rette i et ganske lille Land og i en middelstor By.
Dog det forstaar sig, aandeligt kan jeg ikke skille mig
fra Tyskland, om saa blot af den Grund, at Sjælelivet og
det politiske Liv i de nordiske Lande nødvendigvis paavirkes
dybt af tyske Tilstande. Dersom det staar godt til i Tysk
land, dersom de Bedste her er ved godt Mod, dersom her
modnes mange nye Tanker, dersom store, gavnlige Omform
ninger bliver forsøgte og udførte her, saa kommer efter faa
Aars Forløb alt dette de smaa Stater i Norden til Gode —
og omvendt, sejrer i Tyskland den aandelige og politiske
Reaktion, ophidses slette Lidenskaber, hersker Voldsmagt
og Forfølgelsessyge, saa sporer vi Virkningen næsten straks.
Det maa De vide: de Tider er begravne, da vi i Norden
glædede os, naar det gik ilde til i Tyskland, og sørgede over
Tysklands Velfærd. Vore Skæbner er nøje knyttede til
Deres. Hersker Lyset her, saa bliver hos os Mørket lettere
fordrevet; hersker i Tyskland fri og skøn Menneskelighed,
saa taber visse Smaafolk i Norden, der gerne vilde trælbinde
Aandslivet, Modet. De som vil noget godt, er i alle Folke
slag samfast forbundne.
Derfor tror jeg at tale ikke blot i eget Navn, men i
en hel yngre Slægts i Norden, naar jeg udtaler det Ønske:
Maatte Tyskland udvikle sig lykkeligt og rigt — og maatte
det ikke gøre dem, der kender og vurderer det i Norden, det
altfor vanskeligt at tale tysk Væsens og tysk Fremfærds Sag!
Mit Hjerte snører sig sammen i mit Bryst, naar jeg
tænker paa, at netop nu, da jeg frivilligt forlader Tyskland,
maa Hundreder af danske Borgere som jeg, nordslesvigske
Bondesønner, der mente at have en Ret til at bo paa deres