46
Udlændighedens Afslutning
med Sorg læste denne Imødegaaelse af hans Digt og denne
Skemt med hans Personlighed, skrev hun mig et elskvær
digt Brev til og spurgte mig, om der laa en dybere Uvilje
bag Angrebet, hvad hun højligt vilde beklage; ellers bad
hun mig give mit Mindetil en Forsoning.
Jeg svarte øje
blikkeligt, bad hende sige Drachmann fra mig, at han nu
burde skrive saa hvast et Svar, han lystede, paa Angrebet
i min Artikel, jeg forpligtede mig paa Ære og Samvittighed
til, hvad han end skrev, ikke at svare en Linje. Saa havde
jeg fyret og han fyret, hans Selvfølelse var skaanet og vi
skulde for Fremtiden være de
bedste Venner og aldrig
mindes den lille Skærmydsel.
Det viste sig imidlertid, at baade hun og jeg havde taget
fejl af Drachmanns Sindelag da.Det var ikke
en flygtig
Stemning, som havde givet sig Udtryk i hinforandrede
Holdning, men et Omslag i Følelses- og Viljes-Livet. Han
afslog enhver Forsoning og nærmede sigbestandig mere
Modpartiet. Han deltog i Højrepartiets Fester og skrev en
Sang til Estrup.
21.
Med lidenskabelig Iver førte jeg Arbejdet paa
Den ro
mantiske Skole i Frankrig
til Ende. Og saasnart Skriftet
var færdigt og gennemrettet baade paa Dansk og Tysk, be
gyndte jeg paa Læsningen af de talrige Bøger, jeg maatte
kende, før jeg kunde begynde at skitsere det afsluttende
Bind af Værket, som skulde bære Navnet
Det unge Tysk
land.
I Slutningen af 1882 indeholdt det engelske
Aihenæum
under Overskriften
Tysk og Dansk
en velvillig Omtale af
mig. I Begyndelsen af det næste Aar sendte Paul Bourget
mig en Artikel, han havde skrevet, hvori han roste mig