49 / 398
42
Udlændighedens Afslutning
der længe havde skrevet mig til i Anledning af Tegnér,
hvem han studerede, og nu tilsendte mig en Masse Papirer,
der efter hans Paastand var paalidelige, mest Optegnelser af
Samtidiges Vidnesbyrd, Rygter og tildels ondartede Beskyld
ninger, som satte baade Bispen og hans Hus i ugunstig
Belysning. Adskilligt deraf syntes mig mistænkeligt, andet
havde Sandhedens Præg og forekom troværdigt, saa meget
mere som det ganske stemte med hvad Bjørnson i Sverig
havde erfaret; men alt dette lod sig efter Sagens Natur ikke
kontrollere af mig, og jeg begik en Fejl ved at hentyde
dertil i en Artikel, jeg paa Opfordring skrev til Hundred-
aarsdagen for Tegnérs Fødsel og som jeg har udeladt af
mine Skrifter. Den gav Anledning til berettiget Indsigelse,
men ogsaa til Deklamationer mod mig fra visse svenske
Hold, hvorfra en sanddru Skildring af Tegnérs Menneske
væsen ikke var at vente.
Blandt de mange, som skrev mig til, rørte mig i dette
Efteraar en gammel Dame, en Frk. Clara Andersen, der i
mine yngre Aar havde digtet adskillige Skuespil for Teatret.
Hun sendte mig sit først da udgivne Stykke
Rosa og Rosita,
foran hvilken hun havde ladet trykke en mig af Minde gaaet
Side af en Artikel, jeg i 1869 havde skrevet derom, med disse
Ord som Tilegnelse: „I det Haab at den modne, berømte
Mand ikke har noget imod at mindes om den smukke og
milde Dom, han skrev som ungt Menneske, tillader jeg mig
at sende Dem min lille Bog.“ Saa spædt det Talent end
var, som bar dette Skuespil, der var saa megen god Kultur
fra den foregaaende Tidsalder i den gamle Dames Væsen
og Kunst, at jeg blev helt bevæget ved Modtagelsen. Der
veksledes derefter nogle Breve.
Frk. Andersen var en af de mange, hvem Høedt havde
fremmet med Raad og Daad.