47 / 398
40
Udlændighedens Afslutning
De, som hadede mig, skulde jo imidlertid have en Grund
dertil og fandt en fortræffelig deri, at jeg var „Jøde“, ind
bildte sig vel tildels endog at spore Racehad og andet fra
Mytologi og Legender stammende i deres saakaldte Sjæle.
De hadede mig med det samme Had, hvormed de havde
gjort H. C. Andersen og saa mangfoldige før ham Livet surt.
Antipatien søgte en hemmelighedsfuld Forklaring.
Men de samme, som ved enhver Lejlighed behandlede
mig som om jeg ikke var dansk, forargedes grueligt, naar
jeg skrev i fremmede Blade og Tidsskrifter, dengang de
danske havde lukket sig for mig; saa klagedes der over min
„i alt Fald tilsyneladende“ Ligegyldighed for de nationale
Strømninger i Danmark. Sagen var, jeg havde skullet inde
spærres, udsultes og ydmyges. Men jeg var brudt ud af
Ringen. Evropa stod mig aabent og efter Evropa Amerika.
Saa hidsedes da Nationalfølelsen imod mig.
Besynderligt nok, der skulde ikke gaa særdeles mange
Aar, før de samme, der havde fornegtet min Danskhed, over
for Udlandet skulde gøre den kraftigt gældende, f. Eks. naar
man dér opfattede mig som tysk Forfatter, men iøvrigt om
talte mig paa velvillig Maade.
Endnu holdt man dog ikke dér. Man begyndte at for
mulere Stikord imod mig og mod dem, der delvis tænkte
som jeg; de var
Evropæere
i Modsætning til de
Danske.
Aaret efter gjorde man endog disse Stikord til Partinavne.
Men hvilket Vemod i denne Sondring! En Haandfuld sær
ligt patriotiske Købstadborgere og Landboere var skønt Dan
ske ikke Evropæere, men af en finere Art!
17
Sammen med Alexander Kielland foretog jeg i August
enT u r ned til J. P. Jacobsen, som tilbragte Sommermaanederne