68 / 101
at ligne ved en A ugiasstald, og Ø v rig h e d e n m aatte er
kende, at den ikke v a r nogen H ercules.
E r dette maaske dog en poetisk O verdrivelse. Desvæ rre
N e j. D e kan overbevise D e m de rom ved at dreje in d i den
G a d e , der bæ rer N avneskiltet » D e t
1 8
. A a rh u n d re d e «, -
dé r v il D e finde D o kum e n ta tio n e n . M e n tag forind en et
ve lm e n t R a a d : H o ld D e m for N æ se n ! . . .
H v o r m orsom t, at v i kan kende vores B y ige n ! Ø ste r
gade, V im m elskaftet, de kære to, - ligesaa trange som n u
og ligesaa bugtede. S avn er v i B utikke rn e? E g e n tlig ikke.
H usene er som H e lh e d bedre og smukkere, Fasade rne fest
lige i deres D e k o ra tio n og kraftige B em a ling. O g skønt v i
ikke gaar videre end til Rococoens T i d , m æ rker v i en B ø l
ge rin g fra Renæ ssancen; den ra m m e r os m ed sin Livsglæ de
og sit va rm ere B lo d . . . M e n v i er ikke ude for at inspicere
Strøget. D e t b y d e r ikke paa nogen Væsensforskel fra ida g,
- bortset fra en enkelt broget G ris , som heldigt u n d g a a r
D ø d e n m ellem to Karosser, de r passerer h inan de n m ed Ild
un d e r H ju le n e .
N e j, det er Sm aagaderne v i skal in d i, Stræ derne og
G yd e rn e , h v o r »d e cloakiske S ta n k e « staar saa tæt, at de
hverken kan dæmpes ved E a u de Rose eller dræbes m ed
V in a a n d og K lo r . H e rin d e bla n d e r sig Byens M ia s m e r,
stiger tilvejrs som en fedtet S ky, de r ikke k an k om m e væ k
over H ustagene, m en b live r hæ ngende dø d i L u fte n , mas
siv og ubevæ gelig, lænket til sit A rnested. A f tusinde ækle
T i n g er den sammensat. H v e r V irk so m h e d h a r leveret sit
B id ra g til Hovedstadens daarlige A a n d e . F ra S lagtebo -
derne k om m e r den fade L u g t af B lo d og friske T a r m e , fra
Fiskebløderne Stanken a f T o rs k og Pockelsild, tilsat et
S k u d R aadenskab fra det næ rliggende G a rv e ri.
64