277 / 363
ningen i husdyrbrugsfagene, samlede denne om hesten og kvæget
og i mindre udstrækning om fåret. Som forholdene i dansk husdyr
avl i årenes løb formede sig, ville det have været formålstjenligt,
om svineavl og svinehold havde fået en mere fremskudt plads i
undervisningen, end det var tilfældet. Med det begrænsede antal
timer, der stod til rådighed, magtede han imidlertid ikke at komme
igennem mere stof end „almindelig husdyravl“ samt hestens og
kvægets fodring og sundhedspleje. Fjerkræavlen var også stedbarn
i undervisningen.
Da Harald Goldschmidt den 1. december 1922 fik bevilget af
sked fra Højskolen, blev hans stilling delt mellem to professorer,
nemlig mellem Johs. Jespersen (se nedenfor) og Lars Frederiksen.
Sidstnævnte havde på finansloven 1919—20 fået bevilget et sti
pendium for uddannelse til undervisningen i husdyrbrugsfagene
og havde som ung kandidat været på 1 års studieophold i U.S.A.,
hvilket var en sjælden foreteelse dengang. Samtidig, d. v. s. i 1922,
skete der en faglig set meget vigtig begivenhed, idet Lars Frede
riksen ved siden af lærergerningen blev udnævnt til forstander
for Landøkonomisk Forsøgslaboratoriums fodringsforsøg med
kvæg. Denne ordning blev til stor gavn for begge disse betydnings
fulde institutioner. For det første kunne den hidtidige voldsomme
strid eller gensidige kritik mellem Højskolens lærer i husdyrbrug
og Forsøgslaboratoriets ledere ikke fortsætte, og for det andet var
det helt naturligt, at husdyrbrugslæreren, der måtte betragtes som
høj autoritativ på fodringens område, også blev leder af statens
fodringsforsøg. Der oprandt da også efter denne kombination en
for dansk landbrug meget frugtbar tid, så vidt angik kvægfod
ringen.
De forsøg, Lars Frederiksen planlagde og udførte, især i årene
1922—26, gik ud på at korrigere de hidtil anvendte fodernormer
til malkekøer. Ved 13 holdforsøg med malkekøer blev fordøjeligt
renprotein varieret fra 40 til 80 g pr. kg mælk, medens foder-
enhedsmængderne blev holdt konstante. Og ved 11 holdforsøg
med malkekøer blev foderenhederne varieret, medens proteinet
holdtes konstant. Derved kunne Lars Frederiksen, i 136. Beret
ning fra Landøkonomisk Forsøgslaboratorium, fastslå de optimale
mængder af såvel protein som foderenheder ved fodringen af
274