Previous Page  277 / 363 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 277 / 363 Next Page
Page Background

ningen i husdyrbrugsfagene, samlede denne om hesten og kvæget

og i mindre udstrækning om fåret. Som forholdene i dansk husdyr­

avl i årenes løb formede sig, ville det have været formålstjenligt,

om svineavl og svinehold havde fået en mere fremskudt plads i

undervisningen, end det var tilfældet. Med det begrænsede antal

timer, der stod til rådighed, magtede han imidlertid ikke at komme

igennem mere stof end „almindelig husdyravl“ samt hestens og

kvægets fodring og sundhedspleje. Fjerkræavlen var også stedbarn

i undervisningen.

Da Harald Goldschmidt den 1. december 1922 fik bevilget af­

sked fra Højskolen, blev hans stilling delt mellem to professorer,

nemlig mellem Johs. Jespersen (se nedenfor) og Lars Frederiksen.

Sidstnævnte havde på finansloven 1919—20 fået bevilget et sti­

pendium for uddannelse til undervisningen i husdyrbrugsfagene

og havde som ung kandidat været på 1 års studieophold i U.S.A.,

hvilket var en sjælden foreteelse dengang. Samtidig, d. v. s. i 1922,

skete der en faglig set meget vigtig begivenhed, idet Lars Frede­

riksen ved siden af lærergerningen blev udnævnt til forstander

for Landøkonomisk Forsøgslaboratoriums fodringsforsøg med

kvæg. Denne ordning blev til stor gavn for begge disse betydnings­

fulde institutioner. For det første kunne den hidtidige voldsomme

strid eller gensidige kritik mellem Højskolens lærer i husdyrbrug

og Forsøgslaboratoriets ledere ikke fortsætte, og for det andet var

det helt naturligt, at husdyrbrugslæreren, der måtte betragtes som

høj autoritativ på fodringens område, også blev leder af statens

fodringsforsøg. Der oprandt da også efter denne kombination en

for dansk landbrug meget frugtbar tid, så vidt angik kvægfod­

ringen.

De forsøg, Lars Frederiksen planlagde og udførte, især i årene

1922—26, gik ud på at korrigere de hidtil anvendte fodernormer

til malkekøer. Ved 13 holdforsøg med malkekøer blev fordøjeligt

renprotein varieret fra 40 til 80 g pr. kg mælk, medens foder-

enhedsmængderne blev holdt konstante. Og ved 11 holdforsøg

med malkekøer blev foderenhederne varieret, medens proteinet

holdtes konstant. Derved kunne Lars Frederiksen, i 136. Beret­

ning fra Landøkonomisk Forsøgslaboratorium, fastslå de optimale

mængder af såvel protein som foderenheder ved fodringen af

274