187 / 290
182
ikke endnu ere blevne sløvede ved den skjulte Modstand, deres Bestræ
belser synes at have stødt paa. Jeg tillader mig derfor
at foreslaae det
ærede Selskab paa en eller anden Maade at give Sagen et nyt Impuls, og
det maaske helst ved en Bearbejdelse og Offentliggiørelse af vor tidligere
Reformplan
med Forudskikkelse af en Fortale eller Indledning, der burde
indeholde Bevæggrunden til sammes Fremtræden ved denne Leilighed.
At et Program af denne Art ikke vil finde
naadig
Modtagelse hos
høie Vedkommende, er en Indvending af underordnet Betydning, som
, vel mindst bør komme i Betragtning ved Mindet om den lutherske Refor-
mationsaand, der med Fornuftens Ret i Skjold først vilde høre om Naade,
da den selv kunde skiænke den. En anden Scrupulositet kunde maaske
finde Tilhold deri, at sligt Forslag kun vilde blive at betragte som et
Gienfærd af det i Fjor saligt hensovede, og følgeligen ikke vilde tale
eller virke med den Fynd og Kraft, som Følelsen af Liv kun formaar
at fremkalde. Men herved beder jeg kun at betænke, at Livsprincipet i
Sagen endnu aldrig har været udslukt, høist kunde den kaldes skindød
eller agoniserende; men endnu er Lægedom muelig, og, have end alle
hidtil anvendte Midler strandet mod Ondets haardnakkede Natur, saa
lader os, heller end opgive Haabet, gaae tilbage til Oldtidens yndede
Cuurmethode, den nemligen,
offentligen
at udstille vor Patient, antyde
og beskrive Sygdommen samt vore derimod frugtesløse Bestræbelser, og
nu roligen oppebie hver Forbigaaendes Bemærkninger og Raad om,
quid faciendum.
Reformationsfesten være os altsaa en høitidelig Anledning til i Offent
lighedens Tempel at opslaae vore tabulae votivae mod det sygelige
Princip, der som en ond Aand alt i mange Aar har hvilet over Læge
standen i Danmark; og har Fanden ikke ganske glemt Luthers Blækstrøg
paa Wartburg, hvem veed da, om han ikke ogsaa skulde flygte for
Bogtrykkersværten i Kjøbenhavn?
Med dette Haab anbefaler sig Sagen til Selskabets ærede Op
mærksomhed.
En Skrivelse af denne Art kunde man jo vanskelig sidde overhørig, og
den blev da ogsaa behandlet paa en ekstraordinær Generalforsamling
1
. Sep
tember 1836, paa hvilken Præses, Trier, fremlagde den. Da Levy i Mellem
tiden havde talt med Etatsraad Saxtorph, der mente at Sagen kun vilde kunne
gavnes ved, at man gjorde det ønskede Skridt, vedtog man, at et saadant
Program (10) skulde udsendes til rette Vedkommende og at Mansa skulde
skrive en historisk Indledning til det. Man nedsatte en Komité — Levy, Muller,
Sommer og Djorup — til at foretage det fornødne og der arbejdedes med
stor Iver. Den 20. September kunde Mansa begynde Programmets Oplæsning,
7 Dage senere tog Levy fat og
11
. Oktober vedtog man til hvilke Personer,