191 / 290
186
paa mine ivrigste Medstridere. At dette har været Philiatriens Hensigt
ved at nedskrive pag. 10 af dens »Bemærkninger« kan lige saa lidt falde
mig ind, som at fordølge, hvormeget det smertede mig, der at gjenfinde
et af mig uforsigtigen valgt Udtryk, paa en langt fra velvillig Maade
baade med Ord og Typer commenteret, og benyttet som Bevis paa, hvad
den hverken efter Sprogbrugen eller efter min, som jeg haabede af Phi
liatriens Pluralitet bedre kjendte Tænkemaade, nogensinde kan bevise.
Herom og om meget mere skulde jeg vist ikke undlade at yttre mig vidt-
løftigere, hvis jeg indsaa, at Nytten svarede til Tiden, jeg derpaa maatte
anvende, og skulde heller ikke undslaa mig for at give Oplysning om
de Hindringer, som fornemlig standse Opfyldelsen af vort fælles Ønske,
dersom jeg ikke vidste, at Philiatriens Kundskab hertil var større end
den Selskabet, vist ikke af personlige Hensyn, har fundet passende at
yttre paa Prent.
Hvad der forstaaes ved en »djærv Haandsrækning« veed jeg ikke, den
rolige modtager jeg med Fornøielse.
O. Bang.
Dette Brev blev læst op i et Møde og man bemyndigede Præses til som
Svar at afsende følgende Erklæring.
Saa visst som det er, at det vilde skade den Sag, for hvilken De,
Hr. Etatsraad! og Philiatrien lige meget interessere sig, hvis Dissens i
enkelte Punkter skulde give Anledning til Uenighed i Almindelighed og
en deraf følgende offentlig Kamp, saa gavnligt troer Selskabet det, at
Publikum og især Sagens Modstandere blive overbeviste om, at Selskabet
ved at forfatte sit Forslag, ikke er bleven paavirket af
nogen som helst
Autoritet, en Mening som disse vistnok gærne vilde gjøre gældende.
I denne Overbeviisning blev saavel Programmet, som senere vore »Be
mærkninger« nedskrevne. Hvor Tonen i disse skulde have saaret den
Mand, hvis nidkjære Bestræbelser for Sagen Selskabet ret vel veed at
paaskjønne og hvis Venskab det agter høit, da har Selskabet i denne
Henseende vistnok forfejlet sin Hensigt, men haaber, at De Hr. Etatsraad!
ved roligen at gjennemlæse Bemærkningerne, vil finde, at Tonen, der
neppe kunde være anderledes, naar Selskabet — hvad det skyldte sig
selv — vilde forsvare sig mod en, efter dets Mening, uretfærdig Anke, og
beviise, hvad det hellere havde ladet ubeviist, men hvortil Deres An
meldelse af Programmet nødvendigen maatte opfordre. Havde man imid
lertid vidst, at De selv erkjender Uforsigtigheden i Deres Yttringer om hiin
Muur, da være De overbeviist om, at
dette
Argument ikke mere være
bleven brugt, hvor nær det end laae os.
Idet Selskabet haaber, at De, Hr. Etatsraad, anseer denne vor aaben-
hjertige Erklæring for fyldestgjørende, ville De ogsaa i disse Linjer see