197 / 290
192
men efter Forslag af Trier blev man enig om, at de, der ikke var samstemte
med Komitéens kommende Erklæring, skulde have Lov at afgive en afvigende
Kendelse. Komitéen kom til at bestaa af
Trier, Levy, Thune, Muller
og
Ballin.
Djørup vilde ikke vælges, da han ansaa sig som Part i Sagen. Det blev en
meget udførlig Betænkning, der blev afgivet, alt for lang til at gengives her,
men den gik ud paa, at Brændevin under almindelige Forhold er et ligesaa
unødvendigt som unaturligt Incitament for Mennesket og at selv i de Tilfælde,
hvor mange Aars Vane har gjort et Slags Ret gældende, maa det antages,
at Afsavnet ved en kraftig Vilje temmelig let og i alt Fald uden Skade for
Sundheden vil kunne forvindes. En maadeholden Nydelse af Brændevin maa
for det sunde og arbejdsføre Menneske regnes for uskadelig. Det kan endog
ikke nægtes, at der gives Forhold og Omstændigheder, under hvilke Brænde
vin kan betragtes som et gavnligt, skønt ofte erstatteligt Incitament. Man saa
godt at dette Svar ikke traf nogen Afgørelse om, hvad der var at foretrække:
Maadehold eller Afholdenhed. Noget Svar kunde imidlertid ikke gives fra
et medicinsk Standpunkt, da Sundhed og Sygdom var relative Begreber, der
stod i Vekselvirkning til Diætetiken og Gavnlighed eller Skadelighed maatte
staa i Forhold til Incitamentets kvalitative og kvantitative Natur og til Orga
nismens individuelle og momentane Tilstand. En Dom kunde derfor kun fældes
i hvert enkelt Tilfælde. I al Almindelighed var Brændevinen, brugt med
Maadehold, at stille i Klasse med mange andre Nydelsesmidler, der vel var
Luksus, men som havde faaet Borgerret; ganske vist var der en Fare for
Misbrug, men mod dette vilde Oplysning og Dannelse være det bedste Værn,
og disse vilde langsomt og sikkert føre til Maalet, langt bedre end at man op
stillede illusoriske Skræmmebilleder og illusoriske Løfter for Befolkningen.
Derfor skulde man udbrede populære Skrifter, og Komitéen var ikke uvillig
til at foreslaa Philiatrien at udsætte en Præmie for den bedste Afhandling om
Brændevinens medicinsk-diætetiske Vurdering, en saadan kunde da senere
danne Grundlaget for et Flyveskrift. Selskabet for Trykkefrihedens rette
Brug antog 9. April 1841 Tilbudet med Glæde og lovede at gøre sit til at
skaffe en Folkebog om Spørgsmaalet saa stor Udbredelse som muligt.
Det vil erindres hvilken Opsigt Plakaten af April 1840 angaaende Tvangs
foranstaltninger mod de Læger, der ikke indsendte Vaccinationslisterne havde
vakt indenfor det kgl. medicinske Selskab. I Philiatrien gik Bølgerne ikke
mindre højt og man var ogsaa beredt paa at tage til Genmæle, men man
besluttede sig dog til at afvente, hvad det medicinske Selskab sagde, enten
kunde man jo yde sin Tilslutning eller afgive et dissentierende Votum, og
det var bestemt, at Medicinsk Selskabs Erklæring skulde offentlig frem.
En Ting var imidlertid at bide efter Autoriteterne, noget ganske andet var
det, naar Striden stod mellem Medlemmerne indbyrdes. Saa gik det hedt til.
Ballin havde offentliggjort en lille Artikel i Ugeskrift for Læger (17) og
Saxtorph havde kritiseret den og Komitérapporten. Men i Mødet 17. No-