Previous Page  199 / 290 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 199 / 290 Next Page
Page Background

194

almindelige Konversation. Hans Ansættelse ved Fakultetet var sikkert fuldt

ud forsvarlig, og der bliver da kun hans rent personlige Forhod tilbage, som

det mulige Grundlag for Skumlerierne. Den forstemte Sindstilstand, som Levy

omtaler, har sikkert haft sin Grund i en religiøs Krise; i Programmet til

Reformationsfesten viser han sig som havende forladt Jødedommen, og i 1840

lader han sig døbe og antager Navnene

Carl Edvard Marius

i Stedet for

Moritz

Marcus.

Det er antagelig dette, man har spøget, maaske spottet over og derved

anstiftet Fortræd, da der hos Levy bestemt har ligget en dyb Overbevis­

ning bag.

Var Striden denne Gang bragt ud af Verden, omend paa en Maade, der

ikke kunde virke tilfredsstillende, saa varede det dog ikke længe inden en

ny blussede op og denne Gang var det ikke nogen Enkeltmand, der blev

angrebet, det var hele Philiatrien, dens Tone og dens Aand. Prof.

Otto,

der

var Redaktør af Bibliotek for Læger, var i 1842 begyndt at skrive en Række

Rejse-Optegnelser i sit Organ og han skildrer (18) i en lille Indledning, hvor

henrykt han er over at »den største Lykke og Nydelse paa Jorden« at rejse,

bliver ham til Del hele tre Gange. Mest glad er han dog over at skulle være

borte i hele 12 Maaneder, da der, især i de sidste to Aar, har indsneget sig

en Tone mellem danske Læger, der langt fra er anbefalelsesværdig. Den ene

dadler og taler i nedværdigende Udtryk om den andens Kundskaber og

Handlen. Især tro alle de yngre sig berettigede til at kritisere alle de ældres

Videnskabelighed, Færd og Kundskaber, og de kan saa godt vurdere alle

Autoriteters Beslutninger og Foretagender, at de altid véd, at lavere Motiver

eller Ukyndighed ligger til Grund. En af Aarsageme til denne sørgelige Til­

stand maa søges i Oprettelsen af Philiatrien, der især bestaar af Lægestandens

yngre Medlemmer og som har gjort sig til Formaal at bringe alle offentlige

medicinske Forhandlinger under Diskussion og kritisere alle enkelte Kol­

legers Handlinger og Færd. Otto véd naturligvis ikke om han selv har været

Genstand for den Slags Kritik — den angrebne faar det jo sidst at vide, —

men han har hørt en saadan Behandling blive saa mange andre til Del, har saa

ofte endog været Vidne til den Maade, hvorpaa Kolleger omtaltes af dem,

der kaldte sig deres Venner, at han ikke tror, at han har været heldigere end

andre. Som man ser, Otto lagde ikke Fingrene imellem. Men Philiatrien havde

absolut ikke i Sinde at lade Bebrejdelserne blive siddende paa sig. Den lod

sin Præses,

F enger,

svare, 1. at Selskabet ikke bestod af yngre Læger, men

af ældre og yngre i omtrent lige Antal, 2. at det ikke var Philiatriens Formaal

at bringe alle medicinske Forhold under Debat, kun i enkelte Tilfælde, der

havde frembudt særegen Interesse for Lægestanden i Almindelighed var der

gjort Undtagelse derfra og 3. at det lige saa lidet hørte til Philiatriens Formaal

som til dens Vedtægter, at kritisere nogle end sige alle Kollegers Handlinger

og Færd. Selskabets Møder var

udelukkende

helligede videnskabelige Med­

delelser og Diskussioner. Man ventede derfor at Præses Skrivelse vilde blive