199 / 290
194
almindelige Konversation. Hans Ansættelse ved Fakultetet var sikkert fuldt
ud forsvarlig, og der bliver da kun hans rent personlige Forhod tilbage, som
det mulige Grundlag for Skumlerierne. Den forstemte Sindstilstand, som Levy
omtaler, har sikkert haft sin Grund i en religiøs Krise; i Programmet til
Reformationsfesten viser han sig som havende forladt Jødedommen, og i 1840
lader han sig døbe og antager Navnene
Carl Edvard Marius
i Stedet for
Moritz
Marcus.
Det er antagelig dette, man har spøget, maaske spottet over og derved
anstiftet Fortræd, da der hos Levy bestemt har ligget en dyb Overbevis
ning bag.
Var Striden denne Gang bragt ud af Verden, omend paa en Maade, der
ikke kunde virke tilfredsstillende, saa varede det dog ikke længe inden en
ny blussede op og denne Gang var det ikke nogen Enkeltmand, der blev
angrebet, det var hele Philiatrien, dens Tone og dens Aand. Prof.
Otto,
der
var Redaktør af Bibliotek for Læger, var i 1842 begyndt at skrive en Række
Rejse-Optegnelser i sit Organ og han skildrer (18) i en lille Indledning, hvor
henrykt han er over at »den største Lykke og Nydelse paa Jorden« at rejse,
bliver ham til Del hele tre Gange. Mest glad er han dog over at skulle være
borte i hele 12 Maaneder, da der, især i de sidste to Aar, har indsneget sig
en Tone mellem danske Læger, der langt fra er anbefalelsesværdig. Den ene
dadler og taler i nedværdigende Udtryk om den andens Kundskaber og
Handlen. Især tro alle de yngre sig berettigede til at kritisere alle de ældres
Videnskabelighed, Færd og Kundskaber, og de kan saa godt vurdere alle
Autoriteters Beslutninger og Foretagender, at de altid véd, at lavere Motiver
eller Ukyndighed ligger til Grund. En af Aarsageme til denne sørgelige Til
stand maa søges i Oprettelsen af Philiatrien, der især bestaar af Lægestandens
yngre Medlemmer og som har gjort sig til Formaal at bringe alle offentlige
medicinske Forhandlinger under Diskussion og kritisere alle enkelte Kol
legers Handlinger og Færd. Otto véd naturligvis ikke om han selv har været
Genstand for den Slags Kritik — den angrebne faar det jo sidst at vide, —
men han har hørt en saadan Behandling blive saa mange andre til Del, har saa
ofte endog været Vidne til den Maade, hvorpaa Kolleger omtaltes af dem,
der kaldte sig deres Venner, at han ikke tror, at han har været heldigere end
andre. Som man ser, Otto lagde ikke Fingrene imellem. Men Philiatrien havde
absolut ikke i Sinde at lade Bebrejdelserne blive siddende paa sig. Den lod
sin Præses,
F enger,
svare, 1. at Selskabet ikke bestod af yngre Læger, men
af ældre og yngre i omtrent lige Antal, 2. at det ikke var Philiatriens Formaal
at bringe alle medicinske Forhold under Debat, kun i enkelte Tilfælde, der
havde frembudt særegen Interesse for Lægestanden i Almindelighed var der
gjort Undtagelse derfra og 3. at det lige saa lidet hørte til Philiatriens Formaal
som til dens Vedtægter, at kritisere nogle end sige alle Kollegers Handlinger
og Færd. Selskabets Møder var
udelukkende
helligede videnskabelige Med
delelser og Diskussioner. Man ventede derfor at Præses Skrivelse vilde blive