200 / 290
195
indrykket i det næste Nummer og at Otto samtidig vilde tilbagekalde sine
Udtalelser.
Dette skete imidlertid ikke. Otto svarede, at Skrivelsen nok skulde blive
optaget*), men han vilde ikke tilbagekalde noget. Han havde aldrig tillagt
Selskabet anden Virksomhed end videnskabelig, og han havde kun paastaaet,
at de unge havde for megen Lyst til at kritisere og at være i Opposition. Det
kunde der ikke være noget graverende i, og endelig var et Korrekturark af
Artiklen gaaet igennem Hænderne paa et af Selskabets egne Medlemmer, og
dette skulde nok have gjort opmærksom paa, hvis der forelaa en Fejltagelse
eller Ubillighed. Dette kaldte Prof.
Hoppe
frem, som den, der havde læst
Korrekturen, og han erklærede, at han, paa Grund af tidligere Dissentser, for
længst havde ophørt at rette noget i eller eller gøre Bemærkninger til det,
der skulde trykkes, naar han ikke blev opfordret dertil, og det var han ikke
blevet. — Selskabet fandt forøvrigt Ottos Erklæring tilfredsstillende og slut
tede Sagen. Otto fandt ingen Støtte hos Medlemmerne, af hvilke mange maa
have vidst, at Punkt 4 i Præses Skrivelse var urigtigt og det foregaaende Punkt
3 i høj Grad angribeligt. Hvorledes er det da forklarligt, at Fenger svarede
saaledes? Da man vel ikke tør gaa ud fra, at han ikke har været i god Tro,
maa man antage, at han ikke har kendt Lovene, som paa hans Tid kun forelaa
trykt i den oprindelige Form, og ved at se efter i Forhandlingsprotokollen
har han da dannet sig den Anskuelse som han fremsætter, thi Diskussionen
om Næstens Forhold er kun yderst sjældent meddelt i Protokollerne Nr. 2
og 3, og kun i Tilfælde, hvor der kunde ligge noget reelt bag, som f. Eks.
uregelmæssige Ansættelser og lignende. Vil man have at vide, hvad der snak
kedes om i Krogene maa man søge andet Steds hen (19), og der ser man
talrige Meddelelser af omhandlede Art, ja saa hyppige, at M.
Salomonsen
i
sin Udskrift af Philiatriens Forhandlinger opretholder en særlig Kolonne for
»Lægeforhold og Personalia«, fra hvilken en Del af det tidligere meddelte
stammer.
Hvis man nu vilde tro, at Philiatrien i
særlig
Grad beskæftigede sig
med Skæven i Broderens Øje, tager man fejl. Hovedindholdet af Aftenens
Program var Demonstrationer og Kasuistik. Enhver fortalte, hvad han havde
set og oplevet, og mange Gange naaede Antallet af Demonstrationer op over
200 i en Sæson. Og alt forevistes med den største Grundighed og kritiseredes
af Komitéerne. Det Arbejde, der blev gjort i denne Henseende har været af
den allerstørste Værdi og af et meget betydeligt Omfang. Det ser man af de
særdeles fyldige Referater i Protokollen, Beretninger, der sikkert vilde blive
inddragne i den moderne Forskning, hvis en eller anden vilde paatage sig
det Kæmpearbejde at registrere dem. Kun en eneste Gang synes Diskussionen
at være forstummet, det er, da et Medlem, efter mange andre Demonstrationer,
rykker frem med et helt Menageri af Misfostre, Dyr og Fugle med flere
*) Bibi. for Læger, 1842, p. 256 ff.
13
*