198 / 290
193
vember 1840 fremkom Ballin med et Gensvar og beklagede i Talens Løb, at
den kollegiale Aand var forsvundet af Selskabet. Selvfølgelig diskuteredes der
heftigt i den Anledning og Levy paapegede, at der i Stedet for den kollegiale
Tone havde indsneget sig en farlig Bagvadskelsens Aand. Det kunde man
ikke lade sidde paa sig, og Præses,
Ahrensen,
blev beordret til at forespørge,
hvad der egentlig mentes dermed. Det vilde Levy imidlertid ikke sige. Han
indrømmede, at noget saadant ikke burde siges uden Argumentation, men han
vilde ikke tilbagekalde Udtalelsen og heller ikke bevise den, da det vilde med
føre, at et Medlem maatte ekskluderes. Han havde søgt at holde Sagen hem
melig, men den uhyggelige Stemning, som nogle Medlemmer havde forstaaet
at udbrede over Møderne, havde faaet ham til at sige mere end han vilde,
og han trøstede sig med, at han ikke havde sagt alt. Han vilde nu udmelde
sig af Selskabet, takkede for hvad han havde lært i de 10 Aar, han havde
været Medlem og haabede, at han fremtidig ikke vilde blive regnet for en
mindre god Philiater end de andre. I Svarskrivelsen beklagede Præses Med
delelsen, men markerede, at Levy ikke havde tilbagekaldt sin Udtalelse, men
snarest forstærket den, endvidere, at Udtalelser, der foregik i Forsamlings
værelsets Kroge mellem de enkelte Medlemmer, ikke vedkom Selskabet, og
at Levys Beskyldning, hvis den var sand, truede hele Selskabet. Han opfor
drede derfor Levy til at nævne den skyldige, der havde fornærmet ham og at
fremlægge Beviserne.
Levy svarede nu, at han ikke havde villet rette nogen Beskyldning mod
Selskabet eller mod dets enkelte Medlemmer, men han indrømmede, at hans
Ord, selv som løs og subjektiv Meningsyttring havde været i høj Grad uforsig
tige. Ordene var uforsætlige og aftirrede ham i en forstemt Sindstilstand.
Han havde ikke villet saare Selskabet eller dets Medlemmer, og naar han ikke
vilde komme frem med Beviserne, var det fordi han paa ingen Maade vilde være
Angiver. Han sluttede med, at han havde hørt, at hans Udtræden af Selskabet
er bleven sat i Forbindelse med hans noget tidligere stedfundne Ansættelse i
Fakultetet. Dette var ganske urigtigt. Han vilde gerne have kunnet bevise, at
man kunde være Medlem begge Steder, og han hævdede dernæst, at dette sidste
Sammenstød kun var Lejlighedsaarsagen eller Anledningen, da Misstemningen
havde været til Stede i noget over et Aar.
Sagen sluttedes med, at Prof. Muller, der havde haft en Samtale med
Levy var bleven bemyndiget til at sige Selskabet »at han nu kun ansaa det af
ham paatalte Forhold af et eller flere af Selskabets Medlemmer, for en
Indiskretion.«
Hverken af private Optegnelser om Philiatrien eller af Forhandlings
protokollen erfarer man noget som helst om en Misstemning mod Levy i
disse Aar, men at der er sagt et eller andet om ham fremgaar tydeligt af
hele Striden. At dette har været Skumlerier turde vel antages, naar man ser
hen til, at Præses ikke vilde have Ansvaret for Udtalelser, der faldt i den
13