203 / 290
198
denne Sag i Bero, da den ikke kunde anbefales i den foreliggende Form.
Bekostningen vilde blive langt større end angivet, Lokale vilde ikke kunne
faas, og man kunde heller ikke gøre Regning paa Indsendelse af Præparater
til en saadan Institution. For Videnskabens Skyld maatte den størst mulige
Koncentration af Apparaterne tilstræbes, og Sagen hørte derfor under
Universitetet.
En Sag af almen Interesse kom for, da der i November 1842 oplæstes en
Skrivelse fra alle Hovedstadens Apotekere med Undtagelse af en eneste,
Apoteker
Groth
paa Waisenhusets Apotek, i hvilken de beklagede sig over, at
nævnte Apoteker solgte sine Varer, efter hvad Rygtet sagde, langt under den
almindelige Takst. Der var meget delte Meninger om, hvad man skulde gøre
ved denne Anklage. At Groth havde handlet ukollegialt ved at slette de gamle,
rigtigt beregnede Priser paa Medicinflaskerne var man enig om, men flere
mente at denne Sag slet ikke kom Selskabet Philiatrien ved, men derimod de
af Medlemmerne, der var praktiserende Læger. Her i Landet havde man
iøvrigt ingen Bestemmelser, der forbød at sælge under Taksten. Alle andre
Købmænd kunde sætte deres Priser ned og i Preussen var Undersalg tilladt.
Enighed om hvad man skulde gøre, kunde ikke naas, og saa indkaldte man
til en ekstraordinær Generalforsamling, for at faa Stillingen klaret. Der var
ogsaa i den foreløbige Diskussion fremført mærkelige Modsætninger mellem
Prisen hos Apotekerne og hos Kolonialhandlerne, hvor mange Ting
kunde faas.
Det Forslag, der var stillet, var udgaaet fra
Kay ser
og begyndte ganske
gemytligt med at paapege, »at Apotekerne her i Byen nu for Tiden kappes
om at undersælge hinanden,« hvad der medførte, at de Fattige for en Gangs
Skyld kunde faa Medicin til rimelige Priser. Senere blev Tonen mere alvorlig,
og han viste hvilke Misligheder der gik i Svang og at Aarsagen var, at Taksten
ikke fastsatte noget Minimum for Prisen. Han foreslog, at Philiatrien skulde
lade Skrivelsen være hvad den var og undersøge Apotekerforholdene paa bred
Basis, f. Eks. ved »at give en Fremstilling af Apotekervæsenets nuværende
Tilstand hos os, fremhæve dets Mangler og gøre Forslag til hensigtssvarende
Forbedringer.« Naturligvis skulde en Komité paa 3 Medlemmer tage Affære,
og den skulde bringe Sagen til Afslutning snarest muligt. Dette Forslag blev
nu stærkt kritiseret fra flere Sider, bl. a. fordi det ikke nævnede Taksten og
Mislighederne ved Salget. Desuden var der andre Ting, som man nødvendig
maatte komme ind paa f. Eks. Privilegiernes Væsen, Kontrol med Apotekerne
og lignende og
Hornemann
fandt derfor Lydhørhed for et Forslag om at
nedsætte »en Komité til at udarbejde Forslag til hensigtssvarende Forbed
ringer ved vort nuværende Apotekervæsen, navnligen til at tage Taksten og
de dermed forbundne Spørgsmaal i nærmere Overvejelse.« Komitéen kom saa
til at bestaa af
Kayser, Fenger
og
Hornemann.
Den nedlagde dog sit Hverv
(30. Juli 1844), den havde ikke kunnet overkomme Arbejdet og der var i