204 / 290
199
Mellemtiden om den samme Sag nedsat en Komité indenfor Sundheds-
kollegiet.
Philiatrien havde hidtil aldrig haft Instrukser for sine Embedsmænd, og
Vanskeligheder havde der ikke været med dem. Og dog skulde Savnet af Be
stemmelser angaaende Kompetencen for den enkelte blive føleligt, ikke mindst,
da der rettedes et kraftigt Angreb paa
A. Hannover
som Medlem af Redak
tionskomitéen. Der indløb nemlig et Brev fra
E. Fenger, C. F. Bock, N. E. Ravn
og
M. Salomonsen,
der begyndte saaledes: »I Philiatriens Forhandlinger for
November Maaned finder vi den af os fremlagte Komitébetænkning ledsaget
af en Note, som er underskrevet af Hr. Lic. Hannover, Redaktions-Komitéens
Medlem, og som indeholder en umotiveret dadlende Dom over vort Arbejde,
uden at nogen saadan har været udtalt i Selskabets Møder, hvor Rapportens
Oplæsning, uagtet Præsidentens Opfordring, ikke fremkaldte nogen Diskus
sion. — Vi skulde ikke opholde os med at bevise det usømmelige og ubillige
ved at sætte en saadan Plet paa en andens Arbejde i samme Øjeblik som
det gaar ud i Verden under Selskabets Auspicier,« og saa fortsættes der i
samme bidske Tone, og man ønsker at vide, om Hannover af Komitéen har
været bemyndiget til at sætte sin Note til, eller om den er en velvllig Med
delelse til Ugeskriftet og optaget af dets Redaktion eller om han har handlet
af egen Magtfuldkommenhed. Skrivelsen ender med en Opfordring til at sørge
for at saadant ikke sker fremtidigt.
Det blev en varm Debat. Medlemmerne af Komitéen holdt sammen, skønt
det blev paavist, at Noten var kommet ind paa meget uregelmæssig Maade
ved anden Korrektur. Hannover afviste de personlige, saarende Udtryk og
vilde ikke staa Skoleret for Philiatriens Domstol, men Fenger paaviste, at
en Redaktionskomité ikke var en Redaktion, men nogle Embedsmænd, der
havde at gøre, hvad Selskabet forlangte og intet andet, og i et senere Møde
fremlagde han en indgaaende Antikritik til Hannovers Note og fik et Svar
derefter. Bølgerne gik saa højt, at Præses, Hornemann, indledede et af
Møderne med at sige, at han af Hensyn til Tonen og enkelte Udtryk i Kritiken
maatte bede om, at Diskussionen førtes paa en for de paagældende Parter
mindre afficerende Maade, det vil sige indenfor den videnskabelige Under
søgelses Grænser, hvorved den baade vilde blive behageligere for Selskabets
Medlemmer og mere skikket til Offentliggørelse. Sagen blev afgjort paa
Generalforsamlingen den 7. Februar 1843, hvor man atter var delt i to Partier,
ved at der var Stemmeflerhed for at udtale, »at Redaktionskomitéen maatte
anses uberettiget til at tilføje subjektive Anskuelser til Oplysning og Berig
tigelse« for Læserne. Hannover var imidlertid under de indledende Forhand
linger traadt ud af Komitéen (21) og Nyvalg gav, at denne kom til at bestaa
af
Hornemann
og
Hassing
foruden Præses.
Lidt efter lidt var man kommet ind paa en Ændring af Generalforsam
lingernes Art. Man holdt en hvert Kvartal, ganske som sædvanlig, men April