208 / 290
203
Disciplin,« men denne Sætning blev igen strøget, da den egentlig ikke kom
Sagen ved og let kunde aflede Opmærksomheden fra den.
Helt glat gik det ikke med at faa Andragendet afleveret. Egentlig skulde
Præses,
S. E. Larsen,
gøre det, men der var straks en Fejl i Underskrifterne,
saa Skrivelsen maatte sendes tilbage, og i Mellemtiden tabte Larsen Lysten
til at være med, beklagede at han ikke havde sat sig ind i Sagens Detailler
og foreslog, at man tilstillede Prof.
C. G. N. David
(24), der var Stænder
repræsentant i Roskilde, den, for at han kunde overbringe den, hvilket ogsaa
skete, men med det Resultat at Forslaget pure forkastedes.
Det kan ikke undre, at dette vakte Vrede indenfor Philiatriens Kreds,
og i Ugeskrift for Læger indrykkede —n (Brion) en Skrivelse, der baade havde
Næb og Klør. Philiatrien havde hævdet, at de Sindssyge i Danmark behand
ledes efter Principer, som var uværdige for en Stat, man maatte ind paa
helt andre Veje, hvis man vedblivende vilde regnes til de civiliserede Nationer,
og der var talt i Videnskabens og Humanitetens Navn. Stænderforsamlingen
havde ment, at der ingen Grund var til at forlade det Princip, hvis Uhensigts mæssighed var anerkendt af alle, den følte ingen Trang til at virke i Over
ensstemmelse med hvad de civiliserede Stater foretog sig, Danmarks
intelligenteste Stænderforsamling talte i Hartkornets, i Økonomiens og de
kommunale Interessers Navn. Artiklen ender med, at Philiatrien ikke har
i Sinde at give op. Den skal nok lade høre fra sig, og Forberedelserne er i
fuld Gang (25).
Den, der havde modarbejdet Philiatrien var Fattigdirektør
Hans Carl
Sager,
der paa samme Tid havde indsendt en Afhandling om Bidstrup
Stiftelse til Philiatriens velvillige Bedømmelse. Afhandlingen blev trykt i
Dansk Ugeskrift (26), men da Bedømmelseskomitéen ikke havde kunnet give
Sager sin Tilslutning, anmodede man Redaktionen om ogsaa at optage
Kritiken, for at de deri fremsatte Anskuelser kunde naa ud til et større
Publikum end Ugeskrift for Lægers, hvor den ellers vilde blive trykt. Sager
havde i Stænderforsamlingen holdt paa de smaa Detentionslokaler og paa
at hele Daaresagen var et kommunalt Anliggende, der ikke kom Staten ved,
altsaa netop det modsatte af hvad Philiatrien forfægtede. Man angreb ham
dog ikke direkte derfor, men
Djørup
foreslog, at en Komité skulde gennemgaa
hele Daaresagens Behandling paa Stænderforsamlingerne og at offentliggøre
den, noget der fandt Tilslutning, idet man dertil valgte
Hoppe, Djørup
og
Brion.
Under Navn af
Daarevæsenets Behandling i den jydske og roskildske
Stænderforsamling
saa denne delvis meget bidske Kritik Lyset i Philiatriens
Forhandlinger (1845, Nr. 4), der udsendtes som Følgeblad til Ugeskrift for
Læger. Snurrigt nok var Hubertz atter i Opposition, idet han mente, at Sagen
sikkert var kommet i den rigtige Gænge efter den jyske Stænderpetition af
1844. Det gik forresten ikke helt glat at føre Skriftet igennem, det maatte
diskuteres i ikke mindre end 5 Møder før det vedtoges.