209 / 290
204
Hermed var Kampen dog ikke afsluttet. Paa den næste Generalforsamling,
29. April 1845, foreslog
Fenger,
at man nu skulde udgive populære Skrifter
for at Philiatriens Anskuelser kunde blive bekendte for alle. Det vedtoges
og Sagen lagdes i Hænderne paa
Fenger, Hoppe
og
Djørup.
Disse indstillede
29. Juli 1845, at man skulde opfordre en dertil kvalificeret Videnskabsmand
til at forfatte det ønskede Skrift, som skulde være færdigt inden 1. Maj 1846,
for at det kunde foreligge inden Stænderforsamlingens Indkaldelse, og at
mån skulde henvende sig til
H. Selmer
paa Nørlund ved Hobro. Skriftet skulde
være paa ca. 5
—8
Ark og belønnes med 200 Rbdlr. Dette blev vedtaget og
Vejen var aabnet for det Skrift, der skulde faa en saa indgribende Betydning
for det danske Sindssygevæsens Ordning. Da det, under Titel
Almindelige
Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning,
forelaa i April 1846, var der
kun en Mening om dets Fortrinlighed. Bedømmelsen blev til en Lovtale og
Præmien forhøjedes med 100 Rigsdaler (27). Udgivelsen overtoges af Selskabet
til Trykkefrihedens rette Brug, men da Bogen vilde koste 600 Rbdlr, hvad der
var over de Midler, der var til Disposition, skulde Philiatrien købe 300
Eksemplarer for 150 Rbdlr. Da Sager ogsaa vilde udgive sit Skrift, skulde
disse leveres saa betids, at man kunde komme ham i Forkøbet. Bogen skulde
uddeles til kommunale Myndigheder, Magistrats- og Kancelliembedsmænd,
samt til Kongen.
Selvfølgelig havde Daaresagen lagt Beslag paa alles Interesse i de Aar,
den stod paa, men flere andre udadgaaende Skridt var ogsaa drøftede, omend
de ikke alle fik Konsekvenser. Saaledes var der i 1844 Tale om at knytte en
nøjere Forbindelse mellem Veterinærskolen og Universitetet, og skønt en
saadan nok kunde have Betydning for begge Parter, henlagdes Sagen dog,
navnlig efter at
Hornemann
havde paapeget, at det maaske ikke var til Gavn
for Skolen at komme ind i det Chaos, som Universitetets Ledelse var. Man
burde kun sørge for, at de studerende kunde høre Forelæsninger begge Steder.
Hannover
fandt ogsaa, at man helst burde feje for sin egen Dør først, og se
at faa en Studieplan og Hospitalsforholdene ordnede.
Mest af alt var det dog Barselfeberen, der satte Sindene i Bevægelse.
Epidemierne havde raset længe, var stilnede af og atter brudte ud igen i
Efteraaret 1844. Man drøftede nu om ikke Direktionen burde benytte den
givne Tilladelse til at lukke Stiftelsen, og man ankede stærkt over, at det nye
Udbrud af Sygdommen hemmeligholdtes. Fra alle Sider hævdedes det, at man
maatte og skulde gaa aabent til Værks. Man holdt endda paa Avertissementer
i Dagspressen, saaledes som det tidligere var sket, da der var Hospitalsrosen
paa Frederiks Hospital. Den lille Fødeafdeling, der var indrettet paa dette
sidstnævnte Hospital, vandt Bifald og Spørgsmaalet om det personlige Kon-
tagium, som Levy i det kgl. medicinske Selskab havde talt imod, rejstes ogsaa.
Man fandt Levys Stilling under Hensyn til egne og andres Erfaringer uhold
bar.
Ballin
og Prof.
Muller
havde saaledes set Smaaepidemier i enkelte Jorde-