KøbenhavnskeMedicinskeSelskaber

210

Ler 1848, besluttede, at det hele skulde standses. Man brugte som Paaskud, at

de økonomiske Forhold ikke tillod den Slags Udgifter under de urolige

Tilstande, som Krigen medførte, men dette holdt kun delvis Stik. Provinsen

Jylland skulde udrede Omkostningerne, men Statskassen stod i Forskud for

dem, idet Tilbagebetalingen fandt Sted i Løbet af 12 Aar. Den første Tolvtedel

var forøvrigt opkrævet allerede. Ballin mente derfor, at Adressen var paakrævet

under Hensyn til Philiatriens tidligere Stilling og til at flere jyske Rigsdags-

rnænd delte Selskabets Anskuelser. Stærkt støttet af

Fenger, Colding

og flere,

fik han Medhold, og man vedtog, at en Adresse skulde overgives til Rigs

dagsmand, Apoteker

Køster,

som skulde fremlægge den i Rigsforsamlingen

og anmode om, at den maatte blive tilstillet Finansministeren. Dette skete

ogsaa, men samme Dag, som Køster havde tilstillet Rigsforsamlingens For

mand Adressen (30), blev der fremsat en ny Finansplan, i hvilken Bestem

melsen om at ophøre med Bygningen af Anstalten var udeladt. Da

Finanslovforslaget skulde behandles i to Instanser, Finanskomitéen og Rigs

forsamlingen, vilde Adressen komme i god Tid og Køster foreslog nu, at

man enten skulde sende en Tak til den nye Minister — Martsministeriet var

gaaet af — eller offentlig omtale Adressen paa en saadan Maade, at alle vilde

tro, at Opførelsen nu var en Kendsgærning. Af de to Alternativer valgte

Selskabet det sidste. Alle véd, at den jyske Sindssygeanstalts Skæbne ingen

lunde var beseglet ved disse Forhandlinger (31). Først den 1. September 1852

aåbnedes den for Patienter og i Mellemtiden gjorde Selmer gentagne Gange

Rede for Udviklingen. Opførelsen gik meget langsomt fra Haanden og stand

sede fuldstændig, naar Krigslykken svigtede de danske Vaaben.

Martsministeriets Fald medførte en Omordning af Ministeriernes Virk

somhed, og denne gav sig blandt andet Udslag i, at Veterinærskolen blev

henlagt under Indenrigministeriet. Protokollen angiver som Grund, at alt,

hvad der vedrørte Agerdyrkning og Kvæg hørte hjemme der. Nyordningen

medførte imidlertid, at Veterinærskolen vilde blive revet løs fra al Forbindelse

med andre videnskabelige Instituter. Omend Philiatrien ikke havde været saa

meget i Forbindelse med Veterinærskolen som det kgl. medicinske Selskab,

var man dog straks klar over, at Videnskabeligheden var i Fare, den trivedes

jo kun, naar Søsterinstituter var i Berøring med hinanden. Der kunde derfor

maaske være Tale om at skille Veterinærskolen ud og lægge den under

Kultusministeriet, saa kunde det øvrige Veterinærvæsen, sammen med Ager

dyrkning og Kvæg henhøre under Indenrigsministeren, men Spørgsmaalet

var i første Instans, om man overhovedet skulde foretage sig noget, eller om

man skulde lade være. Man havde Valget mellem enten at udsende et Skrift

om Sagen eller at sende en Deputation til Kultusministeren, for at faa at vide

om Bestemmelsen kunde ændres og samtidig oplyse ham om Ulæmpeme ved

det foreslaaede.

Hassing

mente, at det var bedst at man ogsaa gik til Indenrigs

ministeren, men han blev straks stemt ned; man vedtog derimod en Deputation