208
over Tredjemand, der ikke anede noget ondt. Brion gav sig til at angribe
Redaktionskomitéen og i Særdeleshed Sekretæren,
Lehmann,
der gav sum
mariske Referater af Diskussionerne i Stedet for at nedskrive nøjagtigt hvad
der blev sagt, hvad der navnlig i Apotekersagen, hvor Meningerne havde
været saa delte, vilde have haft den største Betydning. Sekretæren var straks
villig til at gaa af og han indsendte et Indlæg — det var 10 Foliosider stort —
om hvorledes Referaterne kom i Stand, naar Diskussionen førtes som i
Philiatrien O: alle paa en Gang i Munden paa hinanden og kun yderst
sjældent under parlamentariske Former. Han var stadig villig til at gaa af,
men nu vilde han have en Majoritetsbeslutning at rette sig efter, havde han
vidst, at man var utilfreds med ham, havde et Vink fra en Ven været til
strækkeligt til at faa ham til at gaa. Præses fandt dog, at nu havde der været
Vrøvl nok, var der nogen, der vilde sige noget yderligere, kunde de
komm e
frem med det paa Generalforsamlingen. Nogen Afstemning vilde der
ikke blive holdt og Sekretæren skulde rolig fortsætte. Dermed døde
Sagen hen, og Striden mod Sekretæren kom aldrig frem i de trykte For
handlinger.
Hidtil havde Philiatrien saa godt som ikke beskæftiget sig med det
militære Lægevæsen, men den fik Lejlighed dertil, da Underlæge
H. C. E.
Schmiegelow
indsendte et Arbejde
om den danske Landmilitæretats Læge
forhold
og bad om Hjælp til at faa det udgivet. Som sædvanlig nedsatte
man et Udvalg
(Fenger, Bendz, Djørup)
til at bedømme den, men Fenger
gjorde opmærksom paa, at der burde være en Militærlæge med og saa ud
videde man Komitéen med Underlæge
Gradmann
og Dr.
Hassing.
Bedøm
melsen faldt 14. December 1847 og viste, at man havde delt sig i en Majoritet
og en Minoritet, af hvilke den første androg om, at der maatte blive udsat en
Præmieopgave
om Lægeforholdene i den danske Armé, saaledes som disse
havde ordnet sig ved og efter Reformen i 1842 og paa den danske Flaade
—
med Drøftelse af de Mangler, der maatte findes
—
samt Forslag til disses
Afhjælpning.
Dette vedtoges og Præmien blev 200 Rbdlr. Opgaven blev dog
aldrig besvaret, og Krigen forhindrede at den blev udsat igen, især fordi
Hærvæsenet befandt sig i en Overgangsperiode, da Krigen var endt.
Det var en Skuffelse, men en større led man paa Spørgsmaalet om
Fødselsstiftelsen. Som det vil erindres havde Philiatrien udarbejdet en Be
tænkning og tilstillet Sundhedskollegiet den, og Majoriteten i dette havde
delt Selskabets Anskuelser. Senere havde Minoriteten ogsaa sluttet sig til og
selv
Levy
havde ændret sine Anskuelser i Overensstemmelse med hvad Kolle
giet, Philiatrien og den medicinske Presse mente. Kun Professorerne Bang og
Withusen havde stridt imod og de havde været for mægtige, Kancelliet havde
fulgt dem og alle Anstrængelserne havde derfor været forgæves.
Det var ikke blide Ord, der faldt, og ved samme Lejlighed ankedes der
over, at Fødselsstiftelsens Direktører ikke overholdt det af dem selv opstillede