218 / 290
213
ind under det kgl. medicinske Selskab. Igennem lang Tid var der kun et
eneste Foredrag, der pegede udad. Brandes holdt det, og det havde til Titel:
Hvorvidt vil en Forandring af Naturvidenskabernes Stilling ved Universitetet
være til Gavn for Medicinens Studium?
Den Ændring, der omtaltes, skulde
bestaa i, »at de ved de forskellige Instituter spredte naturvidenskabelige
Personel-Kræfter, saa vel ved Universitetets naturvidenskabelige og medicin
ske Fakultet som ved den polytekniske Læreanstalt og Veterinærskolen, skulde
samles og danne et naturvidenskabeligt Universitet, delt i
6
Fakulteter efter
Fagene.« Paa lignende Maade skulde Institutioner, Museer og Samlinger
smeltes sammen, saa at den fuldstændigste Koncentration opnaaedes og derved
vilde Studierne kunne fremmes, da de disponible Kræfter hidtil havde
været stærkt splittede og for største Delen var blevet anvendt til den
elementære Undervisning, der havde fundet Sted i alle de nævnte Instituter
samtidigt.
Diskussionen kom til at dreje sig om Elementarundervisningen og om
hvorvidt de studerende skulde have Ret til at vælge mellem en klassisk-
philologisk eller en naturvidenskabelig Vej, naar de vilde være Medicinere.
Alle var dog enige om, at en videre Udvikling af Naturvidenskaberne frem
medes bedst ved en Samvirken af de forskellige Kræfter ved Universitetet og
ved at hele den elementære Undervisning henvistes til Skolerne. Tanken blev
modtaget saa køligt, at Brandes maatte oplyse, at han havde fremsat For
slaget paa Opfordring, men at han paa anden Maade ikke vilde vedkende
sig det.
I hvor høj Grad Rollerne var byttet om, fik Philiatrien at vide, da det
kongelige medicinske Selskab i December 1852 henvendte sig til det for at faa en
Tredjedel af Præmien
om Ventilationen
dækket. Man følte det som et Dolke
stød, skønt alle maatte indrømme, at Opgaven var godt valgt.
Lehmann,
der
foruden Sekretær ogsaa var bleven Kasserer, forsvarede sin Pengekasse. Man
havde kun de 600 Rbdlr. og de skulde bruges ved Lejlighed, foreløbig mulig
gjorde de, at Kontingentet holdtes lavt, og endelig fandt han det mindre
passende at ty til Philiatriens Kasse, naar Medicinsk Selskab vilde udsætte en
Prisopgave. Andre mente, at der kunde have været søgt om Pengene hos Stat
eller Kommune, men Flertallet var dog stemt for at være med under Hensyn
til Opgavens Fortrinlighed, og derved blev det. Man valgte Bramsen, Brion og
Paulsen til at forhandle med de to andre participerende Selskaber.
Som bekendt kom det kgl. medicinske Selskab ikke til at spille nogen
Rolle under Koleraepidemien 1853, og det gik ikke Philiatrien bedre. Virk
somheden i Byen slugte Medlemmernes Tid og Kræfter og der holdtes ingen
Møder Sommeren igennem. Da man mødtes om Efteraaret havde
Ahrensen,
der var Præses, lidt vanskeligt ved at forklare, hvorfor man havde forholdt
sig saa stille, naar man ellers var saa lysten efter udadgaaende Skridt, og
han dækkede sig bag Vedtægterne, der ikke tillod saadanne, uden efter