34 / 233
26
Det lader sig med temmelig stor Sikkerhed formode, at det
er denne Indskrænkning af Hollændernes Rettigheder paa Salt
holmen, der har bevirket, at en
Overføring til Bøtø
har fundet
Sted af de Beboere, som var utilfredse med Opholdet her. Vi
se nemlig, at n Mænd 1552 fik Livsbrev paa »Bøtten« ved
Falster. De Privilegier, som de fik, lignede i flere Maader Hol
lændernes paa Amager. De skulde dele Jorden imellem sig og
saafremt nogen af dem uddøde uden at efterlade sig Arvinger,
skulde Jorden falde tilbage til Kronen. De skulde yde en aar-
lig Afgift paa 70 Jochimsdaler og forsyne Hoffet med saa
mange Rødder og Løg, som det havde Brug for til Udspis-
ning, naar det kom til Falster1). Det omtales ogsaa, at de ind
rettede sig paa lollandsk Vis i deres Drift og Levemaade. De
omdigede deres Marker for at beskytte dem mod Søen. Se
nere forplantede de sig til H a sse løen , som endnu minder
fuldkomment om Amager, baade hvad Folkets Klædedragt
og Navne angaar, medens der paa Bøtø ikke haves mange
Erindringer om deres Liv og Færden.
Efter Kongebrevet af 154.1 havde Hollænderne paa Amager
egentlig tabt deres Ret til
Andel i Saltholmen
, naar de Hol
lændere, som boede derovre, flyttede derfra. Og da disse nu
var bortflyttede, maatte de danske Bønder betragte sig som
Eneherskere over Brugen af Øen. Hollænderbyen skyndte sig
derfor med at faa sine Rettigheder stadfæstede og rettede derhen,
at de ogsaa gjaldt Saltholmsretten. Dog maatte de som en
ny Forpligtelse gaa ind paa, at være Lensmanden paa Kjø-
benhavn hørige og lydige paa Kronens Vegne, naar de blev
tilsagte. Dermed sigtes aabenbart til de saakaldte Fadeburs
rejser, som Hollænderne maatte udføre, naar Hoffet flyttede.
De maatte da bruge Saltholmen, »som andre vore Undersaatter
paa Amager«, imod at udgive deres Part af den aarlige A f
gift, der skulde svares deraf2).
Hollænder-Kommunen trivedes saa vel og Beboerne tog saa
stærkt til, at deres Magleby snart blev dem for lille. Det Jord-
*) Kane. Brevb. 1 5 5 1 — 55. 168.
2) Bilag XV III.