21 / 166
21
at opfylde Deres Ønske, haaber jeg, at De vil tilgive alle de
Mangler, som De vil finde deri, og som jeg frygter ikke vil være
faa. Hvad vil jeg kunde skrive, som De ikke lettelig selv vil
kunde tænke Dem til. At jeg kieder mig overmaade meget og af
mit inderste Hierte ønsker, at disse kiedsommelige Dage var
forbie, — at inted er mig tilpas, see, alt det kan De let begribe,
uden at jeg skriver det. — Jeg havde derfor heller ikke isinde at
skrive, men da min Broder kom hiem fra Dem, bad han mig saa
meget derom og forsikkrede mig, at han ikke oftere gik lil Dem
uden Brev, saa jeg maatte beqvemme mig lil at skrive; det er
altsaa egentlig ham, De h a r at takke for disse Linnier, hvis de
kan bidrage noget til at moere Dem, hvilket jeg dog maa troe,
siden De h a r ønsket dem saameget; De skulde alt igaar have haft
dem, men det var mig umueligt at faae Leilighed til at skrive,
da jeg, enten jeg vilde eller ei maatte kiøre ud at spadsere
med min Moder og Frue Haslev. For Himlens Skyld, see, at De
snart slipper ud af Deres Fængsel, og til det skeer, ønsker jeg
Dem at leve saa got, som det er mueligt. At jeg venter Svar paa
denne skiønne Billet, forstaaer sig og det haaber jeg ogsaa at faae,
jeg vilde blive meget mismodig, hvis mit Haab blev skuffet. I
Mandags (det maa jeg dog fortælle Dem inden jeg slutter) efter
at jeg længe havde vented forgieves paa Deres Komme, bankede
det endelig, oh! hvor fløi jeg ikke imod Dørren men — ikke den,
jeg ventede at see, stod for mig, næ r havde jeg igen lukt Dørren,
saa ilde tilmode blev jeg. Endelig kom Deres Brev, som ikke
giorde mig mere munter, jeg var i ont Lune den hele Aften. Ser
De, saaledes vilde jeg blive, hvis jeg nu intet Svar fik. Lev saa
vel, som jeg ønsker Dem og tænk paa Deres Veninde
Anna B. Buntzen.
Der følger nu en Række Breve af lignende Indholdsløshed-
først den 25. Marts, da han stadig er syg, er der et Glimt af virke
lig Meddelsomhed:
»... Hvor ønskede jeg Dem ikke hos os igaar, det var min at
tende Fødselsdag, ak, hvor gierne havde jeg ikke tilbragt denne
Dag i Deres Selskab, men det skulde ikke saa være, og jeg maa
finde mig deri. Jeg maa ikke være utaalmodig, siger De; det er
jeg heller ikke, jeg er saa taalmodig, som det er mulig at være,
at jeg engang imellem længes efter Dem, derfor er De vel ikke