23 / 166
23
skottende hen, om ingen seer mine Øyne hvile der saalænge.
Seer jeg da een, som ligner Dem, banker mit Hierte ligesom før,
jeg erindrer ikke, jeg nu turde frit see paa Dem.«
De herefter følgende Citater stammer fra Breve fra et Land
ophold paa Frederiksværk:
»Læst, som De troer, har jeg slet ikke, men Syening og Strik
ning h a r været vores meste Beskieftigelser, Schackspilling er ogsaa
igien kommen frem. — Jeg er en meget stor Hader af Compli-
menter, altsaa frabeder jeg mig for Eftertiden alle slige smukke
Ting, bliv kun ikke desparat, jeg trocr, De h ar aldeles intet at
frygte. De beder mig giemme Deres Breve. Vel, frygt kun ikke
for det, de forlader mig ikke Dag og Nat, og desuden, da der ikke
bliver af handlet noget Politisk i dem, kunde de ikke være til
Nytte.......... leg længes i dette Veir ret efter min Harpe som endnu
ikke er kommen, og Gud ved naar jeg nu kan faa den ud. Var
De her dog kun, saa maatte Harpen gierne blive, hvor den er.
Jeg tænker altid paa Dem. De narrer mig ogsaa her med, at jeg
mere er i Kiøbenhavn end paa Friedericksvæ rk....«
Inden det næste og sidste Brev maa der have været en Kurre
paa Traaden; det tyder den nydelige og dog kejtede Slutning paa.
Desuden h a r hun været med~til en Slægtnings Bryllup, hvorom
Begyndelsen h an d le r:
»Jeg maa først beskrive Dem denne skiønne Dag. Den hele
Formiddag havde vi nok at giøre med at pynte os og Bruden,
saa Faster tilsidst blev vred over, at vi ikke kunde blive færdige.
Vielsen var Gudskelov meget kort. Midt som vi sad tilbords,
kaldte man os ud for at see et besynderligt Optog. Nogle Bønder
vare udklædte paa saa besynderlig og'naragtig en Maade, at man
næppe kunde see paa dem for Latter, blandt andre een, som
skulde forestille Amor, havde et skrækkeligt langt Ansigt eller en
sort og hvid Maske, var meget Pukkelrygget, med et par store
Vinger, og istedetfor Bue og Piil en Jern Stang i Haanden. Efter
Bordet klædte vi os om for at dandse. De maa vide, vi havde et Bal
som nok neppe er set Mage til. Damerne var: Bruden, F ru T.,
F ru M., Tine og Deres ydmyge Tienerinde. Uagtet dette varede
det kun til Kl. 10, dog maa jeg tilstaae, at jeg morede mig ret
got og ikke alleene jeg, men ogsaa alle de a n d re ....
. . . De siger, at jeg ved min Tilgivelse dog lader, somom jeg
beholder Nag tilbage; troe dog ikke det, at jeg skulde kunde be-