22 / 166
22
vred; jeg skal imellem tænke paa Dem, det giør jeg uden Deres
Begiering meget ofte ...«
Først da vi naar ud over den første Maaneds Korrespondance,
vover hun sig til at skrive »Kiere Saintaubain« over Brevene, og
hun vinder af og til frem til at finde nydelige Udtryk for sin
Længsel efter den stadig syge Kæreste, som hun, skønt de er i
samme By, ikke maa besøge. Men hun bliver straks bange, fordi
Pennen er løbet fra hende.
. . . O, hvor glædede jeg mig ikke i Begyndelsen af enhver nye
Uge, hvori jeg igien havde kundet vente at see Dem. Og naar nu
Deres Breve eller min Broder har vækket mig af denne Drøm, h a r
jeg dog endnu glædet mig ved at den svundne Uge bragte mig den
Tid nærmere, da jeg igien skal see Dem, igien trykke Dem til
dette Bryst; o, i saadanne Øyeblikke er jeg' saa glad, saa lykkelig;
kunde mine Bønner fremskynde denne Tiid, o, hvor inderligt vilde
jeg ikke bede derom. Jeg sværmer, vil De sige; tilgiv mig, hvis jeg
nu skrev mere, vilde det alt blive Sværmerie, derfor vil jeg af
bryde, at dette ikke skal have saa mange begyndte Breves Skiebne,
som jeg skrev til Dem, og som jeg derfor har itu rev e t. . .
Hvis man nu følger Korrespondancen videre, ser man, hvor
ledes stadig større Frimodighed udvikler sig, men paa den anden
Side er der endnu lige til Ægteskabet en Hensyntagen til det pas
sende, der afdæmper Udtrykket for det følte. De nedenfor citerede
Brudstykker er holdte i kronologisk Orden, og de giver af og til
ogsaa et ret levende Billed af Livet og Forholdet mellem to unge
forelskede i den Tid:
»Mange Tak for Hilsenen fra Deres Onele og Tante, var det
dem, De engang talte om paa Friederichsværk, der levede saa
lykkelige? E rindre De det endnu, det var en skiøn Aften, De gik
imellem Tine og mig. Talen kom paa Venskab og Kierlighed.
De sagde, Kierlighed skulde bestandig tiltage. Tine sagde, at det
var umueligt, den maatte med tiden synke ned til blodt Venskab.
De modsagde, og til Beviis anførte De en gammel Oncle og Tante,
som levede saa lykkelige, som det var mueligt. O, hvorofte havde
jeg ikke modsagt Tine, naar vi før havde talt derom, men den
gang gav jeg hende Ret for ikke at have samme Mening som D e :...«
»I Aften skal jeg paa Comedie, da tænker jeg bestandig paa
Dem, saa snart jeg kommer ind ad Dørren falder mine Øyne hen
paa det Sted, hvor De pleiede at staae, og det lige saa forsigtigt