336
Stadsmusikanten
stedts Enke havde straks indgivet Ansøgning baade til
Kongen og til Magistraten om at beholde Embedet ind
til videre, og dette var blevet hende bevilget, imod at
hun holdt dygtige Folk og lod Tjenesten upaaklagelig
forrette. Tilladelsen gjaldt alle de tre Embeder, som
Beckstedt i sine sidste Leveaar havde siddet inde med.
Ogsaa paa anden Maade høstede Enken Frugterne
af den mangeaarige Kamp, hendes Mand havde ført, og
Hoboisterne, som straks søgte at udnytte Interregnet,
inaatte erfare, at den Vind, der nu blæste i de styrende
Kredse, ikke længer var dem gunstig. Fra fem aftakkede
Hoboister indkom en Ansøgning til Kongen om Tilla
delse til ubehindret af Stadsmusikanten at spille over
alt, hvor deres Tjeneste ønskedes. Men Magistraten gik
skarpt imod dem og erklærede, at »dersom Supplikan
terne og andre deslige Personer maatte have den Frihed
at betjene enhver med Musik herudi Staden, som det
begærede«, vilde det snart have til Følge, at »al Ordent
lighed forgik med Musikken, som ellers i nogle Aar har
været bragt udi temmelig god Stand og saaledes, at
ingen Klage af nogen derover har været«. Ogsaa højere
oppe var der nu Stemning for at tage Stadsmusikanten
i Beskyttelse, og Aaret efter Beckstedts Død udgik en
Forordning, der næsten helt gjorde det af med Hoboi-
sternes Konkurrence. Det var Forordningen af 10. Marts
1725 om »Jurisdiktionen i de til Politien henhørende
Sager og den borgerlige Næring, for saa vidt samme de
Militære i København kan tillades«. Det hedder i denne
Forordnings Kap. II § 11:
»Da Stads-Musikanten i København, efter hans Pri-
vil. 20. Dec. 1723 og Bestalling, alene maa gøre Opvart
ning for dem af Sø-Etaten og Borgerskabet, saa forbliver
det derved i alle Maader, og maa ingen af de Militære ham
derudi nogen Indpas gøre. Ellers tillades dem af Ran
gen og Officererne af Land-Etaten at betjene sig af