HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række

336

Stadsmusikanten

stedts Enke havde straks indgivet Ansøgning baade til

Kongen og til Magistraten om at beholde Embedet ind

til videre, og dette var blevet hende bevilget, imod at

hun holdt dygtige Folk og lod Tjenesten upaaklagelig

forrette. Tilladelsen gjaldt alle de tre Embeder, som

Beckstedt i sine sidste Leveaar havde siddet inde med.

Ogsaa paa anden Maade høstede Enken Frugterne

af den mangeaarige Kamp, hendes Mand havde ført, og

Hoboisterne, som straks søgte at udnytte Interregnet,

inaatte erfare, at den Vind, der nu blæste i de styrende

Kredse, ikke længer var dem gunstig. Fra fem aftakkede

Hoboister indkom en Ansøgning til Kongen om Tilla

delse til ubehindret af Stadsmusikanten at spille over

alt, hvor deres Tjeneste ønskedes. Men Magistraten gik

skarpt imod dem og erklærede, at »dersom Supplikan

terne og andre deslige Personer maatte have den Frihed

at betjene enhver med Musik herudi Staden, som det

begærede«, vilde det snart have til Følge, at »al Ordent

lighed forgik med Musikken, som ellers i nogle Aar har

været bragt udi temmelig god Stand og saaledes, at

ingen Klage af nogen derover har været«. Ogsaa højere

oppe var der nu Stemning for at tage Stadsmusikanten

i Beskyttelse, og Aaret efter Beckstedts Død udgik en

Forordning, der næsten helt gjorde det af med Hoboi-

sternes Konkurrence. Det var Forordningen af 10. Marts

1725 om »Jurisdiktionen i de til Politien henhørende

Sager og den borgerlige Næring, for saa vidt samme de

Militære i København kan tillades«. Det hedder i denne

Forordnings Kap. II § 11:

»Da Stads-Musikanten i København, efter hans Pri-

vil. 20. Dec. 1723 og Bestalling, alene maa gøre Opvart

ning for dem af Sø-Etaten og Borgerskabet, saa forbliver

det derved i alle Maader, og maa ingen af de Militære ham

derudi nogen Indpas gøre. Ellers tillades dem af Ran

gen og Officererne af Land-Etaten at betjene sig af