49 / 167
Til Gaardens Kælebørn, de trivelige, røde Køer, findes en lys
og luftig Sygestald med Plads til 10 »Patienter«. Den er ind
rettet saaledes, at »Patienterne« er isoleret fra hinanden, men
det er svært at faa Lejlighed til at se, hvorledes Køerne befinder
sig i disse Omgivelser, da en syg Ko heldigvis er en Sjældenhed
paa Lautrupgaard.
Alle disse Afdelinger har hver sit specielle Roehus og Red
skabsrum, saaledes at Værktøj o. 1. ikke benyttes andre Steder
end i den Afdeling, hvor det hører hjemme.
Mod Vest ligger Kostalden med Plads til 140 Køer — tænker
De ikke straks paa et lavloftet Rum med hyggelige smaa halv
rundeVinduer og godt med Spindelvæv i Krogene—det ser lidt
anderledes ud her. Det er ikke nogen Stald, men en Hal, hvor
der er højt til Loftet og vidt til Væggene. Fra de høje Vinduer
falder et Væld af Lys ind og spejler sig i de hvide, flisebeklædte
Vægge. Straks man træder ind, savner man noget, man ellers
synes hører uløseligt sammen med en Kostald, nemlig den lune,
maaske ofte lidt »kraftige«, Kostaldlugt og de allestedsnær
værende Fluer. Lugten har man imidlertid fjernet ved Hjælp
af et stort Ventilationsanlæg, der samtidig holder Tempera
turen paa det for Dyrene bedste Punkt, og Fluen er et Fortids
dyr, der har onde Dage paa Lautrupgaard, bl. a. fordi Gødningen
straks fjernes fra Stalden og hver Dag køres ^ Kilometer bort
fra Gaarden. Det er en stor Husholdning, der føres her— 140
»Pensionærer« med en glubende Appetit skal bespises flere
Gange daglig, der skal store Portioner til, og de skal fordeles
hurtigt. Derfor er her Luftbaner til Transport af Roer og Kraft
foder, og selvfølgelig, tør man vel næsten sige, et moderne
Selvvandingssystem. Hø og Halm opbevares paa det brand
sikre Loft.
Vi gaar videre i denne Kostald, der bryder med alle vore til
vante Forestillinger.
47