47 / 196
Bo Larsson
Fig. 11. Göteborg. Hallmans plan 1901. Eriksson 1990.
terede den rationalistiske - men ikke byarki
tektoniske - tradition, hvor effektive primære
trafikårer og havneanlæg, og en zoneopde
ling af byen på forskellige slags bebyggelses
områder og grønne arealer blev prioritereret
højere end udsagn om byens arkitektoniske
ansigt. (Se Bjerres plan side 28). Egil Fischers
forslag fokuserede på de primære vejanlæg,
som mødes i et punkt ved Jarmers tårn. Han
lancerede også begrebet »grønne veje«,
tænkt som udflugtsveje. Bjerres og Fischers
overordnede, mere rationelle vejnet minder
om det vejnet, der faktisk blev udbygget.
Strinz' plan kom især til at påvirke udform
ningen af kvarteret syd for Utterslev Mose. I
de følgende årtier var der blandt toneangi
vende planlæggere en afstandtagen fra den
»romantiske« byplanlægning.26
Fig. 12. Hallmans illustration til kunstnerisk varieret by
(forneden) somalternativ til rudenetbyen (foroven). Eriks
son 1990.
I Sverige kom Per Olof Hallman i 1890erne
med kritik af den rådende byplanideologi
44