59 / 196
Bo Larsson
Sitte, Ebenezer Howard og Raymond
Unwin. I Københavns indlemmede distrik
ter kan samtidens byplanidealer spores man
ge steder, f.eks. omkring Hulgårdsvej, i
Brønshøj og på Bispebjerg.
Parallelt findes et rationalistisk, ingeniør
mæssigt og sundhedsmæssigt ideal, som
fokuserer på de store systemer, byens infra
struktur, trafiklinier og byens zoneopdeling
og arealanvendelse, men ikke tager nøjere
stilling til byens arkitektur og udseende. Det
te ideal udvikles især fra 1920erne og efter
funktionalismens gennemslag. Eksempler på
dette er Bjerres konkurrenceforslag 1908, tra-
fikliniebetænkningen i 1926 og »Køben
havnsegnens grønne områder« i 1934, som
alle fik stor betydning for byens udvikling.
I det store hele svarer udviklingen i Køben
havn til udviklingen i de fleste af de her
behandlede byer. Det almennyttige og socia
le boligbyggeri udvikles og får en vigtig rol
le i den byarkitektoniske udvikling. Her har
Wien en førende stilling, men København
ligger godt fremme. Med hensyn til den
overordnede
generalplanlægning
har
Amsterdam en klart førende stilling. Stadig
større områder inddrages i storbyernes
vækst. Dette afføder regionale byudviklings
strategier, men der er store forskelle byerne
imellem m. h. t. kommunegrænser og regio
nale styringsmidler.
De nordiske hovedstøder er meget forsig
tige med hensyn til indlemmelser i forhold
til en lang række centraleuropæiske byer,
som indlemmer størstedelen af storbyområ
det. Københavns indlemmelser er et vigtigt
skridt i byens planlægningshistorie, men
meget begrænsede i europæisk sammen
hæng. Den begyndende regionale planlæg
ning i København med trafiklinier og grønne
arealer, har sidestykker i mange andre stor
byer. København ligger her på niveau med
mange andre byer, medens Fingerplanen i
1947 placerer København i brechen.
KØBENHAVNS INDLEMMEDE DISTRIKTER -
ET VÆRDIFULDT BYMILJØ I DAG
Som helhed er udbygningen af de indlem
mede distrikter vellykket. På trods af en
manglende generalplan, blev udviklingen
styret ved kommunal jordpolitik og servitut
ter. Ved salg eller udlejning af jord til sociale
og kooperative boligselskaber sikredes en
byplanlægning af høj kvalitet. Tuborgvej-
ringen og S-togsringen over Vanløse gav
tværforbindelser. Sporvejsnettet blev udbyg
get i hele kommunen - desværre senere
erstattet af buslinier.
Et system af grønne arealer blev udviklet
på initiativ af stadsingeniør Olaf Forchham
mer. Udlægningen af nye gader og matrikler
blev forholdsvis pragmatisk, med opdeling
af ældre landejendomme, f. eks. gennem par
celforeninger. På denne måde kom gamle
matrikelskel og småveje i høj grad at påvirke
de nye gadeudlæg og matrikelskel. Histori
ske spor kan derfor aflæses i den nuværende
struktur. Et særlig interessant eksempel er
Husum. I de fleste villakvarterer er grunde
ne forholdsvis små, og husene er placeret på
ens afstand nogle meter ind på grunden. På
denne måde dannes forholdsvis velafgræn
sede byrum langs gaderne.
Byplan- og gadestrukturen er som regel
ensartet for etagehus- og villaområder. Eta
gehusene blev først bygget som lukkede kar
réer med grønne fællesgårde, og senere i
åbnere bebyggelsesformer. De er som regel i
3 - 5 etager, med røde eller gule murstensfa
cader og sadeltag. Mere end 3/4 af de ind
lemmede distrikters indbyggere boede i 1941
i etagehuse, selvom villakvartererne optog
56