54 / 196
Byplanhistorisk perspektiv på Københavns udvidelse i 1901/1902
sterer, med små købstadslignende centre
(Ålsten, Smedslåtten etc) omkring stoppeste
derne.
I Göteborg repræsenterer Albert Lilien-
bergs plan for Kungsladgård fra 191341meget
af det bedste indefor periodens byplanlæg
ning: Lukkede karréer afvekslende villabe
byggelse og rækkehuse, monumentale akser
afvekslende med smalle, varierede og ure
gelmæssige gader, bevidst indpassede
offentlige bygninger og parkanlæg af for
skellig størrelse. Området blev udbygget op
gennem tyverne. Etagehusene er fine eksem
pler på en karakteristisk byggeskik i Göte
borg: »Landshøvdingehuse« med stueetage i
sten og to ovenetager i træ. Områder som
disse er stadig højdepunkter i nordisk
byplanlægning.
Amsterdam, Wien og Hamborg lå langt
fremme i bybygningshenseende i 1920erne. I
Amsterdam begyndte H. P. Berlage i 1902
med planen for »Amsterdam Zuid«, men
ikke før 1917 blev den endelige plan vedta
get. Planen er opbygget med et varieret
system af gader og pladser, korte sigtelinier
og tydlig afsluttede gadeperspektiver. Områ
det blev udbygget i 1920erne og 1930erne
med røde murstenskarréer i 3-5 etager i
"Amsterdamskolens« stil. Planen blev dog
kritiseret for ikke tilstrækkelig at beskæftige
sig med de overordnede trafikale og bebyg
gelsesmæssige sammenhænge i byen.421 1929
kom en mere rudenetspræget generalplan
for byens fortsatte vækst.
I Wien blev de nye byplantanker fokuseret
på enkelte bebyggelser, ikke på hele bydele.
De store kommunale etagehuskomplekser,
Wohnhofe, f. eks. Karl-Marx-Hof, Karl Seitz-
Hof og Reumannshof, er varieret opbygget
omkring gårde eller gader, og tilfører som
regel bybilledet vigtige kvaliteter. Samtidig
UITBRLIDIMGSPl AN ZUID.
Dt.R
i.GLME ru T t AM S ! f.RDAM
Pig.
22.
Amsterdam Znid-planen 1917 afH.P. Berlage. Amsterdam Planning Department 1983.
51