67 / 196
Hélène Vacher
le konferencer eller fagkongresser, der hand
ler om emner inden for byplanlægning, og
som er direkte involveret i udarbejdelsen og
udførelsen af byplaner, såsom ingeniører,
arkitekter, landinspektører osv.7
BYPLANKONKURRENCENS BETYDNING FOR
UDVIKLINGENAF BYPLANLÆGNINGEN
Antallet af internationale konkurrencer, kon
gresser, udstillinger og tidsskrifter såvel som
særlige seminarer og vejledninger stiger
betydeligt ved århundredets begyndelse.8
Via disse bliver der udbredt viden om nye
teknikker, idéer og værdier og skabt et forum
for forandring og eftertanke vedrørende
byen. Endvidere bliver der skabt basis for
personlige kontakter samt nye faglige og
politiske netværk. Initiativet til oprettelsen
af Verdensbyforeningen - »Union internatio
nale des villes« - i 1913 markerer slutningen
på en periode, i hvilken der bliver indsamlet
en vigtig og stor mængde dokumentation og
viden om byen.
Det er også i denne tid, at to opfattelser af
byen vinder frem. På den ene side ses byen
som en naturlig og uafhængig organisme,
som styres af sine egne udviklings- og tilpas
ningslove. På den anden side anses byen
mere som en funktionel helhed bestående af
tekniske systemer. Det ene udelukker ikke
det andet, og begge opfattelser giver byen
en universel dimension, som er genstand for
forskellige studier og analyser ud fra hvilke,
der kan udledes love, som gør det muligt at
styre byens udvikling. Transport, trafik,
vand-, gas-, elforsyning- og kloaknet samt
hygiejneforhold, demografisk udvikling,
industrielle og økonomiske aktiviteter udgør
alle organer eller systemer i byorganismen
eller bymaskinen.9
Disse forhold er baggrund for specialister
nes undersøgelser, hvor de søger at finde en
global fremgangsmåde til at gribe ind i byens
udvikling. De søger samtidig at gøre sig gæl
dende ved hjælp af en helt ny videnskab
inden for bybebyggelse. I modsætning til de
planer, der er udarbejdet efter de principper,
hvor byen opfattes som en statisk og sluttet
form, hvilket netop er tilfældet med planer
ne fra de klassiske og barokke perioder, er de
byplanmæssige projekter smidige og frem
adrettede. Hensigten er at forberede og inte
grere kommende bebyggede områders
udvikling, hvis udvidelse anses som væren
de uden grænser.
I det sidste årti af det 19. århundrede udskri
ves en række konkurrencer om gade- og
bebyggelsesplaner. Programmerne handler
om de altomfattende udvidelser af byer som
München og Wien i 1893, Helsinki i 1899 og
1901, Helsingborg i 1906, Berlin i 1910, Düs
seldorf i 1912, Tallin/Reval i 1913, Dublin i
1914. I modsætning til »Generalregulie
rungsplan« for hovedstaden i Østrig-
Ungarn, hvor konkurrencen i 1858 primært
drejede sig om bebyggelse af områder, der
var blevet befriet for fæstninger og helliget
ringgademodellen, drejer det sig i slutningen
af det 19. århundrede om at lægge planer for
»die Gross-Stadt« dvs. en hovedstad, hvis
territoriale dimensioner har en betydelig
større målestok end den eksisterende bys.10
Den opsluger så at sige sine forstæder og sine
umiddelbare omgivelser, der stort set stadig
er landområder.
København følger denne forandringspro
ces med sin administrative udvidelse i 1901-
02, som integrerer forstæder i bytte for indu
strialiseringen og en hurtig urbanisering.
Uden for disse nye udvidede grænser opstår
der urbaniserede kerner, som f.eks. Lyngby
64