179 / 199
Anmeldelser
meget intens, betydelige arbejdskraftsreserver at trække på, bl. a. tyske håndværkere og
soldatersvende. Yderligere var den her skitserede lønstruktur ikke helt enerådende. Der
var mulighed for at lade svendene arbejde på akkord. At akkordsystemet fandtes anføres i
forbigående (s. 106, 143), men der gøres intet forsøg på at vurdere dets omfang.
Tømrersvendene med deres principielle sommerdagløn på 32 sk. mod murersvendenes
40 sk. betragtede sig som forfordelte og rejste gang på gang kravet om samme løn som
murersvendene. Det burde nok være understreget, at dette krav kunne bringe dem i kol
lision med mestrene. Mestrene havde næppe noget principielt at indvende mod en højere
svendeløn, men kun under den forudsætning, at mestersalæret ikke reduceredes, og at
det følgelig var kunderne, der kom til at betale gildet. Da svendene i 1794 i en henven
delse til kronprinsen atter krævede de 40 sk. sommerdagløn og argumenterede for, at
denne lønforhøjelse ikke ville ramme bygherren (s. 161), at mestrene med andre ord
måtte punge ud ved at skære mestersalæret ned til det halve, havde kollisionen nået
bristepunktet.
I de gentagne krav om at blive ligestillet med murersvendene lønmæssigt tog tømrer
svendene til stadighed deres udgangspunkt i de omtalte 32 sk. sommerdagløn. Det var
lidt af en tilsnigelse. Som Edit Rasmussen påviser, lå den hyppigste sommerdagløn i hvert
fald i 1794 ikke på 32 sk. men på 36 sk. Det var den løn, de fleste fik udbetalt. Men også
de 36 sk. var lavere end murersvendenes.
Hvad var forklaringen på de forskellige lønsatser for henholdsvis murer- og tømrer
svende? Edit Rasmussen anfører som begrundelse, at lærlingetiden for en murer var tre
år, for en tømrer kun to år. Hun kunne have tilføjet, at murersvendenes sæsonarbejdsløs
hed var større end tømrernes. I 1794 kalkuleredes der med en vinterarbejdsløshed for en
tømrersvend på 3 måneder, men for en murersvend på godt 4 måneder (s. 30). At lønfor
skellen i alle tilfælde var betinget af helt basale faktorer og vanskelig at komme til livs
trådte klart for dagen i 1790ernes slutning. Her opnåede tømrersvende den eftertragtede
sommerdagløn på 40 sk., men samtidig forøgedes murersvendenes fra 40 til 48 sk.
(s. 145).
Kunne tømrersvendene leve af deres løn? hedder et af bogens kapitler. Spørgsmålet
lægger op til en redegørelse for reallønnens svingninger og til et forsøg på at opstille nogle
arbejderbudgetter, de være sig nok så elementære. Men herom er ikke tale. Med hensyn
til opstilling af nogle primitive arbejderbudgetter er det mit indtryk, at Edit Rasmussens
materiale nok kunne danne basis herfor. På grundlag af de anvendte skrifter finder man
overraskende nok, at udgifterne til logi lå meget stabile mellem 1783 og 1798, nemlig på
16 sk. pr. uge (s. 76). Derimod var kostpriserne stærkt varierende, fra 29 sk. til over 90 sk.
ugentlig (s. 75). Af andet materiale får man kendskab til udgifter for en klædning, for
støvleforsåling, udgifterne til renlighed o. a. (s. 29, 243f.). Det forekommer mig sandsyn
ligt, at såfremt disse og lignende oplysninger var blevet indsamlet systematisk, kunne de
måske bære en primitiv budgetopstilling, hvilket ville være af største interesse.
Til besvarelse af spørgsmålet, om tømrersvendene kunne leve af deres løn, begrænser
Edit Rasmussen sig imidlertid til at henvise til den understøttelse, som blev tildelt de i
1794 strejkende og bortsendte danske tømrersvendes familier. Den var 3 mk. ugentlig for
en hustru og 1 mk. pr. barn. Hun konkluderer: »Hvis dette var eksistensminimum synes
f. eks. en tømrersvendefamilie med tre børn ikke at kunne klare sig med lavlønnen på 2
177