180 / 199
Anm eldelser
rd. ugentlig« (s. 74). Spørgsmålet er, om de anførte ydelser var et eksistensminimum. Er
det ikke sandsynligt, at myndighederne for at neddæmpe de ophidsede gemytter har til
delt understøttelsen ret rundeligt?
Med hensyn til selve strejken hævder forfatteren, at det af hende fremdragne materiale
»gør det muligt at bevise« at de 50 svende, som var strejkens kærnetropper, var tyske
svende, der ikke var indskrevet i de danske svenderækker og ikke integreret i det danske
samfund. De var ankommet til byen i 1794 og var i tæt kontakt indbyrdes. Det er sand
synligvis rigtigt. Men hvilken rolle spillede ærkekværulanten og fanatikeren Abraham
Lundberg. Han var født i Skåne, men kom til København i 1778 og blev tømrersvend i
1781. Han påstodes at have bebrejdet sine kammerater i 1794, at de var faldet til føje
samt hævdet, at han ikke ville gå på arbejde, før han havde fået tilstået lønforhøjelsen,
og at han »ikke ville holde op, så længe der var noget af ham« (s. 131). Endnu i slutningen
af 1795 var der tilsyneladende svende, der delte hans synspunkter (s. 132).
Skal jeg slutteligen sammenfatte min vurdering af Edit Rasmussens bog, vil jeg kraftigt
betone, at den er resultatet af en uhyre energisk indsats. Man kan næsten tale om en sam
menbidt energi for at præstere et fuldkomment arbejde. Men der mangler noget, blandt
andet kendskab til økonomiske sammenhænge og evnen eller viljen til at stille materialet
spørgsmål og se problemerne i et større perspektiv. Og så er der sproget. Lad mig citere
den minderune, hun nedtegner om ovennævnte Abraham Lundberg: »Frikendt blev
Abraham Lundberg af Hof- og stadsretten 30. marts 1795, men samfundet dømte ham på
en måde efter døden. Ikke p. g. a. gerninger eller udtalelser, men for fattigdom« (s. 135).
Det er svært at begribe, hvad meningen er, selvom man i en fodnote får at vide, at han
blev begravet i 1802 på fattigvæsenets regning uden jordpåkastelse. Der kunne frem
drages adskillige andre eksempler på, at sproget knirker og knager i en sådan grad, at
meningen er vanskelig at uddestillere selv efter gentagen læsning.
Richard Willerslev
Ole Hyldtoft: Københavns industrialisering 1840-1914. Systime A/S 1984, 523 s.
Det er en stor og pæn bog med mange gode illustrationer, som Ole Hyldtoft har udgivet
om Københavns industrialisering. Og det er et centralt værk, der da også har bragt denne
energiske og engagerede forsker den filosofiske doktorgrad.
Forfatteren er ikke den første, der er gået i gang med den centrale, men krævende
opgave at forsøge at blotlægge hovedtræk i industrihistorien og i den økonomiske historie
i det 19. århundrede. Richard Willerslev og Svend Aage Hansen har forud gjort bane
brydende studier af denne art og har aftegnet konturerne i et ellers ukendt landskab. At
værkerne er banebrydende betyder ikke, at de ikke har kunnet kritiseres og utvivlsomt
fortsat vil blive det. Men det indebærer, at deres arbejder har været startpunkt for al
senere forskning på disse centrale områder, og at man ikke vil kunne komme uden om
deres bøger ved kommende mere detaljerede og problemorienterede studier af den øko
nomiske og industrielle udvikling i Danmark. Ole Hyldtofts arbejde har i nogen grad den
samme karakter, skønt det forskningsmæssige bidrag ligger inden for en snævrere ramme
end de to førnævnte forfatteres.
178