186 / 199
Anm eldelser
»en by, som ikke omfattes af de almindeligt brugte betegnelser på bytyper«. Det er rigtigt
som fremhævet af Tønsberg, at »Københavns påvirkning må siges at være grundlaget for
byens særprægede udvikling«, men når dette er sagt, så skiller Lyngby sig ret beset ikke
meget ud fra andre nye danske byer, hvor en eller flere industrivirksomheder produce
rede for et landsdækkende marked, og hvor nye villakvarterer skød op i kølvandet på den
trafikale udbygning. At de nye danske byer er blevet kaldt ved fællesbetegnelsen stations
byer, skal ikke lede til den tro, at de kun er præget af deres trafik. Ligesåvel som de dan
ske købstæder ikke består af én type byer, gør det samme sig gældende ved stations
byerne. De største byer i stationsbykategorien er de nye bysamfund, der som Lyngby ud
nyttede de forhåndenværende betingelser for at skabe en sværindustri, da industrien op
imod århundredskiftet sprængte de gamle købstadsrammer.
For den moderne lokalhistoriker ligger der en vigtig opgave i de følgende år i at
sprænge de traditionelle rammer og belyse lokalhistorien som en del af den rigsdækkende
historie. Tønsberg har i sin bog angivet vejen.
Niels Peter Stilling
Karen Stougaard Hossy og William Thomassen: Det kjøbenhavnske Asylselskabs første
år. Kbh. 1985. Distribution: Nansensgade antikvariat. 115,- kr.
I 1985 udkom en lille - og meget fint illustreret - bog om det Kjøbenhavnske Asylselskab
1835-1985. Bogen er skrevet af Karen Stougaard Hossy med hjælp fra William Thomas
sen (det første afsnit) og handler om asylselskabets første 10-15 år. Vi hører om asylbevæ
gelsen lige fra dens start i de hektiske dage efter 1830-revolutionen i Frankrig og provin-
sialstændernes oprettelse i 1831 med genopblusningen af de politiske diskussioner i den
københavnske intelligensia til følge; vi hører om bygningen af fire asyler i årene 1835-42
og deres indretning og om den særlige småbørns»pædagogik« med fortællingen og san
gen som centrale elementer, der blev praktiseret her. Endelig fortælles der om børnenes
sociale baggrund og i punktform omtales til sidst udviklingen inden for asylselskabet ind
til 1985.
I alle afsnit trækkes der på en bred viden om de økonomiske, sociale, politiske og ideo
logiske forhold i samtiden; faktisk kan man sige, at dette er »institutionshistorie« lige så
meget som det er socialhistorie.
Bogens budskab er først og fremmest at vise asylbevægelsen i et nyt lys. Forfatterne vil
væk fra den opfattelse, at asyler primært var en social-filantropisk foranstaltning. Dette
var nok tilfældet med de ældre asyler - f. eks. Caroline Amalies fra 1829 - men med DKA
ændres billedet. Initiativtagerne hertil - en kreds af kendte københavnske jurister og
teologer, som Algren-Ussing, F. C. Sibbern og Peter Rørdam - ønskede gennem oprettel
sen af en lang række af asyler, at demonstrere deres ansvarsbevidsthed overfor den sam
fundsmæssige udvikling. Den enevældige stat havde intet gjort for de fattigste og dårligst
stillede børn - derfor måtte ansvarsbevidste borgere træde til. Børnene skulle reddes,
herom var der enighed. Men til hvad? Nogle ønskede blot at sikre de små børn en kristen
184