187 / 199
Anmeldelser
opdragelse, andre som juristen F. Feddersen ønskede at bruge asylerne, som et middel til
at »stille alle de fremvoxende Sjæle omtrent paa een Linie« (s. 15). Men som forfatterne så
rigtigt siger, var der nok ikke så mange der delte hans visioner. Sammenholder man
bogens oplysninger om dagligdagen, om forskellige reglementer samt indholdet af de
dele af asylernes »sangskat«, der er gengivet, får man det indtryk, at asylerne havde to
formål. For det første at passe børn under 7 år, mens deres forældre var på arbejde, og
for det andet at forberede børnene på et arbejdsomt voksenliv. En pæn del af tiden til
bragte børnene således med at strikke eller trævle gamle klude op, og i en af de mange
sange, som børnene skulle lære udenad, stod f. eks. »Barndommens Tid bør ei være for
ødet - Børnene blive dog Voxne engang« (s. 66).
Historien om asylbevægelsens første år viser meget konkret, hvordan opfattelsen af
børn har ændret sig op igennem historien. Asylidéen hvilede på en opfattelse af barn
dommen, som var ny i forhold til hvad ældre generationer havde ment. Børn opfattedes
ikke længere som voksne i »kimform«, som ville folde sig ud af sig selv. Derimod opfatte
des barndommen som en periode, hvor livet som voksen skulle forberedes. Hvorfor nu
denne ændring? Årsagerne hertil skal primært søges i, at det gamle traditionelle opdra
gelsesideal, hvor sønnen/datteren lærte fra faderen/moderen, ikke slog til i et samfund i
hastig udvikling. Ingen vidste længere om man stadig boede på landet, når man blev
voksen f. eks. Samtidig havde lønarbejdets udbredelse mere eller mindre umuliggjort de
»opdragerfunktioner«, som tidligere var blevet varetaget af familien. Og derfor opstod
tanken om, at institutionalisere opdragelsen af børn fra de fattigste sociale miljøer. For
børn i den herskende klasse fandtes derimod et andet barneideal, hvor barnet helst skulle
lege og leve i en så uskyldsren verden, fjernt fra alt ondt og alvorligt. I bogen brydes disse
to idealer meget fint i digtet om asylbarnet, skrevet af H. C. Andersen i 1843.
Samtidig understreger historien om asylselskabet også hvor ny og uprøvet idéen om en
institutionalisering af småbørnsopdragelsen egentlig var. Dette kan aflæses på flere må
der. For det første måtte de første asylstiftere gå igang med at udarbejde en »småbørns-
pædagogik«, der bestod af lige del inspiration fra 1814-anordning om almen skolepligt og
en pædagogik, hvor fortællingen og sangen udgjorde de centrale elementer. Heri stemte
asylstifterne godt overens med Grundtvig og hans kritik af den »døde skole«. For det
andet fandtes der ikke sange, skrevet for mindre børn, og man aftalte derfor med B. S.
Ingemann, at han skulle skrive en række sange til de første asyler. Det er sange som idag
er blevet »klassikere«, som »Gud ske tak og lov, vi så dejlig sov«. Og man udviklede et
specielt inventar til asylerne, f. eks. en trappe, hvor der kunne sidde 150 børn på en gang
og som havde den fordel, at der kun behøvedes et menneske til at overvåge dem!!!
Det nye i idéen om institutioner for mindre børn ses også af, at det i begyndelsen var
svært at skaffe børn - og faktisk var det jo først i det 20. århundrede, at det blev alminde
ligt, at førskolebørn blev passet i en institution, mens forældre gik på arbejde. Der var
nemlig et pasningsnetværk blandt forældrene i de dårligst stillede sociale lag i Køben
havn. Nabokoner og større søskende sørgede for pasningen, mens forældrene var borte
fra hjemmet. Derfor er det sådan set heller ikke noget underligt i, at forsømmelsespro
centen blandt børnene på asylerne var ret høj - der var jo andre pasningsmuligheder.
Interessant er det, at børn af enker og enlige mødre forsømte mindst. Havde disse kvinder
mon sværere ved at blive en del af et socialt netværk end andre?
16
185