Anmeldelser
vikling har skabt i de forløbne 100 år. Forfatterens synspunkter skal findes i det gengivne
stof og bag ved de refererede kritiske røster. Bogen har med sin håndfaste opbygning en
tendens til staccatopræget deskriptiv opremsning af data vedrørende Københavns fysiske
udvikling. Informationerne hober sig op, og man skal være godt kendt i sin by for at
kunne følge med. Men opfylder man dette krav - altså at være Københavner - og helst
én, der er lidt glad for sin by (jfr. titlen), men også kritisk over for udviklingen og plan
lægningens konsekvenser, kan man læse bogen med stort udbytte. Det gælder også selv
om de historiske afsnit, spec. for efterkrigstiden, lægger sig temmelig tæt op ad Torben
Ejlersens behandling af København efter 1945 i bind 6 af Københavns Historie (1983).
Bogen er som sagt bygget op efter en håndfast kronologisk disposition. En kort indled
ning opdeler hovedstadens sidste 100 år i otte tidsafsnit, der herefter gennemgås i otte
kapitler med et klart tyngdepunkt på den nyeste tid efter 1960 (kap. 6-8, over halvdelen
af bogen).
Kapitel 1 skildrer tiden 1885-1900 med vægt på den kapitalistiske »griinder-periodes«
overbebyggelse af den gamle bykerne, den tilfældigt prægede udbygning af forstadskvar
tererne og det enkeltstående monumentalbyggeri i sin blanding af udenlandsk inspiration
og nationalromantik. Kapitel 2 omhandler tidsrummet 1900-1918, hvor højkonjunktu
ren og byggeriet følges ad i et tempo, hvis rødder ret beset ligger i 1890ernes enestående
økonomiske vækst. Perioden karakteriseres af begyndende byplanlægning, forøget trafik,
industriel modernisering og arkitektonisk (og politisk) stilblanding samt ikke mindst de
store indlemmelser af yderområderne i Københavns kommune kort efter århundred
skiftet. Perioden 1918-1939 skildres i kapitel 3 under synsvinklen af den økonomiske
afmatning over for den kraftige byudvikling, specielt på boligbyggeriets område, med
den deraf følgende funktionelle opdeling af byens kvarterer - arkitektonisk afspejlet i
funktionalismen og især byplanlægningens politiske gennemførelse ved byplanlovene i
1920rne og 30rne.
Stilstandsperioden under krigen behandles kort i kapitel 4, hvor man må tro, at det er
stofmangel, der får forfatteren til at bruge plads på at sammenligne modstandsbevægel
sens kamp mod samarbejdspolitikken med nutidens protestbevægelser mod myndig
hederne på Københavns rådhus. Den relativt langsomme vækst 1945-60 er hovedemnet i
kapitel 5, hvor vægten ligger på omegnens udvikling i takt med befolkningsforøgelsen
over for de centrale bydeles status-quo. De historisk baserede og byplansteoretiske forslag
om bevaring af det gamle citymiljø og byudvikling langs 5 radiale linier fra centrum med
friholdte grønne områder, som var hovedtanken i den fremsynede »Fingerplan« fra 1947,
tildeles rimeligt nok en grundig behandling, ligesom diskussionen om sanering og beva
ring refereres.
Kapitel 6 dækker perioden 1960-72. Det er som bekendt en periode med en hidtil uset
økonomisk vækst, der afspejler sig i gigantplanerne om »Ørestad«, i den nye form for
monumentalbyggeri i city: kontorhusene, byggesektorens industrialisering, en stadig
stærkere funktionsopdeling med nye lokalcentre: »byer i byen« og endelig by- og land-
zoneloven delvis baseret på fingerplanen. Overfor den uhæmmede vækst og den social
demokratiske velfærdsmyte skildres græsrodsbevægelserne i kølvandet på »ungdoms
oprøret«, de stigende bevaringsinteresser og de første gågaders sejr over biltrafikkens
dominans i byplanlægningen. Kapitel 7 behandler perioden 1872-80 med hovedvægt på
188