192 / 199
Anmeldelser
Kjeld Kayser: Københavnerbindingsværk. Nationalmuseet 1985. 320 sider, 260 illustra
tioner. Kr. 225,-.
Om byernes bindingsværkshuse, deres konstruktion og dekorative udsmykning har der i
adskillige år eksisteret to vægtige bøger af Chr. Axel Jensen (Dansk Bindingsværk fra
Renæssancetiden, 1933) og H. H. Engqvist (Aalborg bindingsværk, 1968) foruden kortere
omtale i andre publikationer. Det har dog mest været renæssancens farvestrålende byg
ninger med dristige udkragninger og kontrastrige udskæringer, der har inspireret byg
ningshistorikerne. 1700-tallets glatte bindingsværk, der skulle overkalkes med kun een
farve og så vidt muligt fremstå som grundmur, har hidtil ikke påkaldt sig samme op
mærksomhed. »Værket« om denne oversete gruppe bindingsværksbygninger foreligger
imidlertid nu for hovedstadens vedkommende.
Forfatteren, der er arkitekt og museumsinspektør, har i mange år sammen med Poul
Strømstad stået for Nationalmuseets Købstadsundersøgelser, der i årenes løb har sat sig
værdifulde frugter, først og fremmest bogen Ildebrandshuse (1966). I tilslutning til denne
meget grundige undersøgelse af bygninger og beboere i en enkelt karré foretog Købstads
undersøgelserne en fuldstændig fotoregistrering af det tilbageværende københavnske
bindingsværk kombineret med arkivundersøgelser. Registreringen tog først og fremmest
sigte på de huse, der var opført efter branden i 1728 og omfatter derfor ikke Christians
havn, derimod - noget inkonsekvent - Sankt Annæ Øster og Vester kvarterer, der heller
ikke berørtes af branden.
Bogen falder i to hoveddele, en der i en række afsnit skildrer baggrunden og byggeriets
tekniske sider, og en »vejviser«, der består af en fotoregistrant over alle bevarede bin
dingsværkshuse, kvarter for kvarter, samt deres geografiske placering markeret på kvar
terkort.
Traditionen for at bygge i bindingsværk var gammel, men branden i 1728 havde til
fulde vist, hvor farlig denne byggemåde var. Overlandbygmester Kriegers bekendte skrift
med tegningsforlæg havde bl. a. til formål at overbevise grundejerne om, at det var lige
så billigt at bygge i grundmur, men alene det langt større materialeforbrug, der medgik
til den øgede murtykkelse, viste noget andet, og det efter branden gennemførte forbud
mod bindingsværkshuse måtte lempes: i 1729 blev bindingsværks baghuse tilladt, og i
1731 hævedes også forbudet mod gadehuse af bindingsværk. Det blev dog i 1737 atter
strammet, således at gadesiderne herefter skulle være grundmurede. I mellemtiden var
der opført 441 gadehuse helt af bindingsværk. Af dem er der i dag kun bevaret en halv
snes. Mange gik til ved branden 1795, andre fik senere grundmurede gadesider, og
endelig er en del blevet bortsaneret.
Den næsten enerådende hustype var »ildebrandhuset« med gennemgående kvist midt
på facaden, evt. i hele dennes bredde (»falske gavlhuse«). Bogens mest interessante del er
redegørelsen for de mange konstruktive detaljer og variationer: skråbånd og dokker, dob
belt stolpeværk, vinduer (tilsyneladende ofte fremstillet som lagervarer), portfagenes
aflastning, udhæng, svaler, de enklere udformede bagsider og gavle og problemet med
bjælkelagenes retning ved sammenbygninger. Ingen behøver mere at være i tvivl om,
hvorvidt et hus er født med grundmuret facade, eller om denne senere har afløst en
facade af bindingsværk; i det sidste tilfælde mangler gavlen nemlig yderstolpen.
190