nes monumentale ydre med inspiration fra italiensk middelalder- og
renaissancebyggeri. Netop disse stilarter mente datidens arkitekter ud
trykte dyd og visdom
.15
Bygningernes monumentalitet og alvor understregedes også på
anden måde. For det første ved indgangspartiet, der som nævnt var
kopieret over indgangen til en kirke. Dette var tydeligst i de friskoler,
som blev opført i slutningen af 1880erne, hvor sparekravene ikke var
helt så voldsomme som i 1890erne, f. eks. skolen i Husumgade (nu
Havremarken). Sammenlignes indgangspartiet i denne skole med par
tiet i betalingsskolen i Vestervoldgade - begge er tegnet af Ludvig
Fenger og bygget næsten samtidig - ser man endvidere, at kommunen
i sine skolebygninger havde så at sige udmejslet forskellen mellem
betalende - og ikke betalende elever. Vestervoldgade skoles indgangs
parti syner således mere imponerende end indgangspartiet i Husum
gade. Forklaringen på, hvorfor det netop var kirkebyggestilen, arki
tekterne havde valgt, gav arkitekt, professor F. Meldahl, da han i 1877
holdt et foredrag i Medicinsk Selskab. Her sagde han b l.a .: »Det er
vistnok ikke for Intet, at Regenter og Kirkens ledende Kræfter har tyet
til den Hjælp, som Kunsten kunde give. Læg blot nøje Mærke til det
enkelte Menneske, naar det kommer under Indflydelse af virkelig
stemningsfuld, monumental Kunst. Se paa Den, der træder ind i
skjønne Kirker og Gravkapeller eller i Slottenes og Paladsernes Pragt
lokaler, i festlig smykkede Theatre, i alvorsfulde Raadhuse eller Klo
stergange eller i vor Tids Museer. Selv det raaeste, mindst udviklede
Menneske, den Kaade Dreng, bliver beskeden, ophører med at tale
højt, søger at gaa lydløst paa Tæerne, undlader at spytte og skjændes
o.s. v. Hvor ofte har jeg ikke glædet mig ved at iagttage dette
! « . 16
Et andet forhold, som understregede bygningernes monumentali
tet, var deres placering
.17
De fritliggende bygninger virkede utroligt
meget større, end de reelt var. Skoler, som i dag er bygget ind i gade
linien, f. eks. skolen i Sankt Hansgade eller Husumgade, syner af
meget mindre. Dette arkitektoniske »kneb« kom til at koste politiske
problemer i slutningen af 80erne og i 90erne. Kommunen blev både i
Borgerrepræsentationen og i pressen angrebet for at bygge »pragtbyg
ninger«, og de bygningskyndige i Borgerrepræsentationen måtte da gå
til bekendelse: det var ikke ydre pragt der var tale om, derimod så
bygningerne større ud på baggrund af deres omgivelser. Borgmesteren
Ning de Coninck-Smith
74