26 / 237
2 4
Gunnar Olsen
værn, at fjenden ikke skulle se lige på dem og sigte på
dem til volden. . . . - Men hvor de kunne få nogle godt bre
de, tykke grøntørv, tog de dem i steden for skansekurve
og lagde to-tre på hverandre. . . . - Så det var end i slig fare
en lyst at se, hvorledes hver, som havde noget hoved på
sig, kunne inventere; thi de var ikke bundet til noget vist
i så måde at gøre, men hver stod frit for at gøre det bed
ste, han kunne sig til fordel imod fjenden«.15
Samtidig med, at fæstningsværkerne blev sat i stand,
skulle man skaffe de fornødne tropper til at besætte dem.
Der lå nogle regulære tropper i København, og andre nåede
ind fra deres kvarterer i Sjælland, bl.a. gøngerne fra Fre
deriksborg, således at deres antal ved belejringens begyn
delse var ca. 2700 mand, men disse formåede langtfra at
holde volden besat. I største hast blev derfor dannet en
række frivillige korps, således hoffanen på 150 mand, stu
denterkorpset på 266, kræmmersvendenes på 115 og hånd
værkersvendenes på 296 foruden enkelte mindre; desu
den måtte flåden afgive noget mandskab, så man i alt nå
ede op på ca. 4000, og hertil kom så borgervæbningens 9
kompagnier. Disse blev brugt til vagttjeneste på voldene
og som reserve i særlig alvorlige tilfælde, men de deltog
ikke som helhed i udfald eller andre alvorlige skærmyds
ler. Det er dog utvivlsomt uberettiget at se bort fra deres
indsats af denne grund. Skulle de regulære tropper alene
have bestridt vagttjenesten, ville de rimeligvis snart være
blevet slidt op, og de ville næppe have kunnet klare udfal
dene og voldenes besættelse samtidigt.
Da Karl Gustav den 12. august fra Valby Bakke så ind
over staden, lå foran ham de brændende forstæder og bag
dem voldene, hvor tusinder af soldater og borgere var i hø
jeste aktivitet med at uddybe gravene, bygge brystværn,
rejse palisader, flette skansekurve, bringe kanoner i stil
ling, hænge stormbjælker op og træffe allehånde andre
forholdsregler, der kunne styrke byens forsvar. Hvorvidt