27 / 237
Borgerne under belejringen
2 5
det har været Karl Gustavs hensigt at storme straks, er
uvist, men vist er det, at han ikke gjorde forsøget, men i
stedet prøvede med en regelmæssig belejring. Derved fik
København det nødvendige pusterum til at lægge sidste
hånd på værket, så byen blev parat til at modtage en
storm.
Mens præsterne den 9. august i kirkerne havde opfor
dret til at fatte mod og mandshjerte, fik de den følgende
dag besked om at holde bedetimer i kirkerne samme dag
om aftenen og de følgende dage klokken 8 om morgenen
og klokken 3 om eftermiddagen. Her mødtes så kvinder,
børn og gamle folk og bad for deres by, »og det med sådan
alvorlighed, at man ret synderlig mærkede bønnens ånd
med ivrighed, såvel hos de ringe og fattige, som hos de
mægtige og store«.16
Præsterne var åbenbart lige så nidkære til at forsvare
deres by, som borgerne. Kun en enkelt røst hævede sig
imod kampen. Det var en student, Jesper Baltzersen Ko-
nicher, der tilhørte weigilianerne (en kvækerisk sek t).
Han opfordrede borgerne til at nedlægge våbnene, men fik
ikke ørenlyd.17
Hjørring noterer med stor tilfredshed, at tidens alvor
greb folk så dybt, at de aflagde deres skammelige ny mo
der: »Her var en part ret hoffærdige, smykkede sig og pra
lede sig ud tilforn med en hob nye noder og stoltheds tegn,
som var ret nogle slemme nibbede huer, hvis puld bag på
ikke var tre fingre bred, med tre nibbe, et langt ved hvert
øre, og et for ned over panden, så og nogle ret vederstyg
gelige halsklæder og andet sligt forfængeligt, hvilket de
vel besindede var Gud til fortørnelse, end af det profeten
Esaias 3. siger: Dette at aflægge kunne de ikke tvinges til
ved præsternes idelige påmindelser, ikke ved stor pestilen
ses plage, ikke ved blodsot eller andet farligt tilfald i Guds
vrede«. Men nu blev de aflagte, så man ikke i lange tider
så en nibbet hue eller et slemt halstørklæde.18