33 / 237
Borgerne under belejringen
31
opnåede. Da de stadig havde svært ved at skaffe sig ud
kommet, blev der den 18. september 1659 givet tilladelse
til, at norske og jyske studenter måtte rejse til deres hjem
stavn.30
Nogle af dem slap bort, men de fleste måtte blive, og
nøden voksede blandt dem. Omsider fik de lov til at gå
rundt og samle penge ind. »Eftersom befindes nu desværre
at være så mange fattige studenter her på stedet, som
hverken kan nyde kost i kommunitetet, ej heller har no
gen anden middel til deres underhold, eftersom de, som
forældre og venner have andetsteds, nu i denne besværlige
tid ingen undsætning fra dem kunne have, og de, som ville
rejse hjem, kunne for denne hårde vinters skyld ej bort
komme, hvorved mange af hunger og kuld formedelst
mangel af klæder og føde må vansmægte, og er at befrygte,
at en del skulle i så måder forårsages enten deres bog gan
ske at overgive eller til ulovlige midler at gribe«.
De studenter, der havde stået på voldene, fik løfte om
at skulle befordres til kald og andre stillinger fremfor an
dre, og i mange tilfælde blev løftet holdt.31. En islandsk
student, Odd Ejulfsson, fik således af det theologiske fa
kultet følgende vidnesbyrd: »Han greb til våben for riget
og fædrelandet og viste sig så kæk og tapper, at han ej
alene med magt drev fjenderne tilbage, men også i udfald
tilføjede dem skade og vendte tilbage belæsset med bytte.
Ved denne sin tapperhed har han erhvervet sig adgang til,
ifølge det kongelige brev, at komme i særdeles betragtning
fremfor andre ved besættelse af embeder, til hvilke han
måtte synes skikket«. Anbefalingen skaffede ham straks
efter krigen embedet som rektor i Skålholt.32
Et synligt bevis på den krigeriske hæder, studenterne
havde vundet under belejringen, var det, at studenterne
fremtidig bar kårde, hvad der var en stor hæder, og som
skabte øget respekt om dem, navnlig hos deres permanente
fjender, adelens tjenere og de unge officerer.33