Previous Page  25 / 302 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 25 / 302 Next Page
Page Background

6

Handling, blev han hentet op paa Slottet, var med hos Kongen

og ved Dronningens Fængsling, og blev i de første Dage en af

Enkedronningens Hovedraadgivere. I Virkeligheden havde man

liden Tillid til ham, men maatte bruge ham under de følgende

kritiske Forhandlinger med England. Valget var godt; thi Osten

var, hvor lidt end Juliane Marie og de fleste andre vilde aner­

kende det, en saare dygtig Mand; hvad han blev kaldet til, ud­

førte han fortrinlig, og ikke uden Grund fik han i den første

Tid betydelig Indflydelse. Fra den

17

. til den

23

. Januar fik

han Værelser paa Slottet for at „være om Kongen“ , der synes

at have kunnet lide ham.

Osten nærede ganske sikkert vidtgaaende Planer og tænkte

sig vel selv som Midtpunkt for den ny Regering, forenende en

udstrakt Myndighed med de Indrømmelser, som Hoffet vilde kræve.

Slige store Planer og gammelt Uvenskab gjorde ham til ube­

tinget Modstander af Bernstorflfs Tilbagekaldelse; men desuden

mødtes han med Juliane Marie og Guldberg i en national og

politisk Uvilje mod det gamle Konseilsregimente, og blev en Hoved­

støtte for Hoffets Beslutning om ikke at genskabe Fortiden. At

Rantzau-Ascheberg, Bernstorffs Arvefjende, selvfølgelig delte denne

Betragtning, var paa Grund af hans hele Personlighed og den

Uvilje, som alle nærede mod ham, ikke afgørende, men kan dog

have haft nogen Betydning, da han jo for en Tid optoges i Stats-

raadet.

Til de nævnte Udelukkelser og Valg passede det godt, at

man ogsaa holdt Prins Carl af Hessen borte.1 Efter at have

mistet den Magt, han havde haft i Christian VIl’s første Tid.

holdt Prinsen i al Stilhed Hof paa Gottorp som Statholder i

Hertugdømmerne. Juliane Marie frygtede hans og fremfor alt

hans Hustrus Magt over Kongen, der af alle sine nærmeste kun

brød sig om „Louison“ . Carl af Hessen var nær Ven af J. H. E.

Bernstorff, alt talte saaledes imod ham. I de første Dages Uro

synes Dronningen dog at have følt Trang til fyrstelige Frænders

Støtte, og der gik Bud efter Prinsen og hans Hustru. Osten og

Rantzau angreb imidlertid Beslutningen som farlig og overilet, og

Prinsen fik ny Besked om at blive, hvor han var.