26 / 302
7
Uden at maatte afslaa indtrængende Opfordringer til at kalde
Bernstorff tilbage havde Hoffet dog ikke kunnet tage sit Parti.
Der stod i Tiden indtil Bernstorffs Død den
18
. Februar en lige
frem Kamp herom. Carl af Hessen virkede ved indtrængende
Forestillinger. Heinrich Carl Schimmelmarin arbejdede energisk
herfor, Schack Rathlou maaske ogsaa. Christian VH’s Kabinets
sekretær Andreas Schumacher, Livlægen Hofmedikus Johan Just
Berger, August Carstens, Generalprokurør for Hertugdømmerne, og
andre, hvis Ord kunde have Vægt, virkede i samme Retning, men
forgæves. Kort før Bernstorffs Død mente Schimmelmann og flere,
at Kampen havde Udsigt til at lykkes; andre mente det mod
satte, og det er højst tvivlsomt, om det vilde være sket. Døden
fjernede Muligheden; men ikke blot taler hele Hoffets Politik der
imod, ogsaa en aabenlys Uvilje mod at hædre Bernstorffs Minde,
hvorfor hans Venner nu alene kunde arbejde, gør det næsten
sikkert.
To af den gamle Regerings Mænd ansaa man det dog for
nødvendigt straks at tilkalde. Den ene var den gamle Otto
Tliott, hvis Energi og Dygtighed aldrig havde været stor. Den
anden var den langt kraftigere Joachim Otto Schack Rathlou.1
Begge disse Mænd saa vel som den gamle Admiral Røme-
ling, der sammen med dem kaldtes til den ny Regering, men
alene fik Betydning for Marinens faglige Anliggender, havde hørt
til det Konseil, der havde bestaaet indtil December
1770
, da
Struensee ophævede det. Schack Rathlou var imidlertid ligesom
tRømeling kommen ind efter Bernstorffs Fald, og hans hele Stilling-
var meget forskellig fra dennes. Han havde ikke som Ditlev
Reventlow og A. G. Moltke haft Del i Magten under Frederik V ;
yngre af Aar havde han kun været i Fremmarche mod de høje
Stillinger, da Vejene spærredes af Struensee. Skønt han havde
været nøje knyttet til Bernstorff og som Diplomat var Elev af
denne, hørte han dog ikke til den egentlige bernstorffske Kreds.
Vigtig var i den Henseende hans udprægede Danskhed, dg selv
hans stærke adelige Standsfølelse trængtes jævnlig tilbage af Uvilje
over, at det var tyske højadelige, der sad ved Magten. Om et