30 / 302
11
og Guldberg dristede sig til at lade Struensee dømme og hen
rette for ganske det samme, som de selv var i Færd med at gøre.1
Straks efter den 17. Januar finder man saaledes det guld-
bergske System planlagt; naar det ingenlunde straks træder klart
og utvetydigt ud i Livet, laa det simpelt hen i, at hverken Juliane
Marie, Arveprinsen eller Guldberg var i Stand til at overtage den
virkelige Styrelse. Kritiske og usikre Forhold indad- og udadtil
skabte en Række Opgaver, som Hoffet ikke kunde tænke paa
alene at løse. Dette er fyldestgørende Forklaring til, at man i
de første Aar efter 1773 i høj Grad maa rette sig efter de
Ministre, hvis Hjælp man ikke kan undvære. Men overalt, hvor
det er muligt, gør Hoffet sin Magt gældende; langsomt driver det
Kilen ind. Jo større Erfaring og Kundskab man Iror at have
vundet, jo større Orden og Sikkerhed der vindes indad- og ud
adtil, desto mere selvraadig bliver man, desto stærkere søger
man at bortsprænge al anden Myndighed. Hoffet havde taget
Magten, det alene bestemte, i hvor høj Grad det vilde udøve den
selv eller gennem hvilke Tillidsmænd.
Til Forstaaelse af de senere Magtforhold maa man imidlertid
følge, hvorledes to af de vigtigste Statsministres Stilling ud
vikledes i Løbet af det første Aarstid efter den 17. Januar. Vi
maa se Ostens Indflydelse forsvinde, Schack Rathlous stige.
Osten spillede i Foraaret 1772 en betydelig Rolle. J. H. E.
Bernstorffs Død gjorde ham sikrere i Sadlen og tillod ham at skille
sig fra Rantzau-Ascheberg. Kun Frygten for Bernstorff havde
forenet dem, og Osten havde fra først af modsat sig ethvert For
søg fra Rantzaus Side paa at øve Indflydelse paa Udenrigspoli-
tiken og særlig paa Forholdet til Rusland. Af Hensyn hertil
havde han været med til at træffe den Ordning, at kun Thott og
Schack Rathlou skulde deltage i de Statsraadsmøder, hvor For
hold til Udlandet behandledes. Da Rantzau-Ascheberg i Juli
fjernedes, var Osten lige saa vel som Schack Rathlou ivrig
herfor.2
Alligevel var hans Stilling ingenlunde sikker. Den preussiske
Gesandt Arnim havde ganske Ret, da han kort efter Rantzaus
Fald skrev til Frederik II, at Ostens Skæbne var tvivlsom; endnu