36 / 302
17
Heri skete der nu Forandring. Fremtidig skulde Thott og
Schack Rathlou være til Stede ved dette Fredagsreferat, og ikke
blot de ankomne Depecher, men alle udgaaende Depecher af Vigtig
hed skulde Osten først forevise baade for dem og for Arveprinsen.
Prinsen motiverede den ny Ordning med, at „Tiden var kritisk
og Sagerne alt for vigtige til, at han kunde stole paa sin egen
Indsigt“ , men Meningen var ikke til at tage fejl af. Man sagde
siden, at Juliane Marie og Schack Rathlou havde opdaget, at
Osten benyttede sig af Arveprinsens mindre udviklede Indsigt til
at gennemføre sine Synspunkter, og havde villet sætte en Stopper
herfor.1 Det er troligt nok. Ordningen røbede i alt Fald dyb
Mistillid til Osten og blev et nyt Trappetrin for Schack Rathlou,
der her fik Foranledning til at øve direkte Indflydelse paa de
udenrigske Sager.
At man lod Osten beholde sin Post i Oktober, var ingen
lunde, som Juliane Marie senere vilde give det Udseende af,
2
af Godhed for ham og betød ikke, at man i den følgende Tid
viste ham virkelig Tillid.
Uoverensstemmelsen var stigende,
hans Afgang kun et Tidsspørgsmaal. Saa isoleret som han stod,
var denne Løsning rimelig; men man faar dog Indtryk af, at i
de reelle Divergenser havde Ostens Standpunkt ikke ringe Be
rettigelse.
Paa to Punkter gik han imod Strømmen, først overfor den
Finanspolitik, der i disse Maaneder planlagdes, og for det andet
ved sit Særstandpunkt med Hensyn til Sverige og Rusland.
I August havde han krævet en gennemgribende Sparsomme
lighed som første Punkt i Finansreformen. Han udelukkedes
imidlertid fra Forhandlingerne om denne i den følgende Tid, og
i November og December maatte han se en helt ny tilkaldt Mand,
Andreas Peter Bernstorff, sammen med Schiinmelmann faa Hoved
ledelsen af Finansreformen og Statens Overtagelse af Banken.
Hans Misfornøjelse var stor, og han skjulte ikke sin Mening.
I Januar 1773 fandt der paa ny en skarp Meningsudveksling
Sted mellem ham og Arveprinsen. Denne havde fremsat en Klage
over Osten, som ogsaa Juliane Marie anfører mod denne, men
som der ganske vist ikke findes mere Bevis for end for Be-
2