38 / 302
19
været helt ked af at faa en Lejlighed til at hævne sig paa
Gustav III for hans formentlige Planer fra Efteraaret. Der er en
ret krigersk Klang i Schack Rathlous stærke Fremhævelse, af
hvad ikke blot Landets Sikkerhed, men ogsaa dets Gloire kræver;
Udtalelser af A. P. Bernstorff fra December og af Schimmel-
mann til den engelske Gesandt i Februar tyder paa, at der har
været en vis Stemning for ved et kraftigt Angreb paa Sverige
at standse de foruroligende Rustninger derovre og tillige skaffe
sig et Vederlag, der kunde dække Omkostningerne og støtte Re
geringens hele Position.1 Der kan nok have været Grund for
Osten til at holde igen; men derved kom han paa tværs af For
holdet til Rusland. Han synes at have set kritisk paa dette, og
skønt han paa alle Punkter fulgte deij gamle bernstorffske Politik
med Mageskiftet som Centrum og holdt sig nøje til Rusland, saa
han klart, at Rusland vilde tjene godt paa Handelen. Han var
øm over Danmarks Selvstændighed, og nu, da Rusland, engageret
over for Tyrkerne, meget ønskede ved danske Rustninger at
sikres mod Gustav III, frygtede han, at Lønnen for slige, store
Ofre skulde udeblive, Mageskiftet kunde ogsaa købes for dyrt.
Selvfølgelig var denne Modstand Rusland højst uvelkommen,
og medens det er tvivlsomt, om den russiske Regering har gjort
direkte Skridt imod Osten, saa ansaa den ham i alt Fald for
højst upaalidelig, omtalte ham som fransk- og svenskvenlig, og
over for Schack Rathlou lagde den russiske Gesandt Simolin ikke
Skjul paa disse Følelser.2
I København var Stemningen under Schack Rathlous Auspicier
stærkt russisksindet; for enhver Pris vilde man have Mageskiftet
udført. Hoffets Opfattelse af Osten blev derfor den, som Juliane
Marie kort efter gav Udtryk i et Brev til Frederik II, „at han
af Svaghed eller af andre Grunde ikke havde kunnet beslutte sig
til fuldt at tiltræde Kongens System, men ofte foreslog eller fra-
raadede Forholdsregler eller Skridt i en ganske anden Aand“ .3
Derfor greb man den første Anledning, der frembød sig, og lod
ham gaa af.
Overensstemmende med sin hele Politik havde Frederik II
den 18. Februar givet sin Gesandt i København, Grev Arnim,