43 / 302
24
Schack Rathlou svarede forsigtig og diplomatisk, og Bernstorfferne
forstod, at han havde en vanskelig Rolle over for Osten og Rantzau;
men Troen paa hans Sejr var ret levende, da Døden den 18.
Februar afskar alle Muligheder.1
De lysere Forhaabninger havde bragt J. H. E. Bernstorff til
nærmere at overveje sin Stilling ved en eventuel Tilbagekaldelse,
og det første Punkt i alle hans skiftende Betragtninger var Be
slutningen om kun at vende tilbage sammen med sin Brodersøn.
Hidtil havde denne væsenlig tænkt paa Onkelen alene; dette bragte
ham til alvorlig Overvejelse af sine egne Følelser for Danmark
og Tanken om paa ny at knytte sig til dette Land.
Brevene til Onkelen afspejler hans Tanke- og Stemningsliv.
Der er Klangfylde, Brus af mangehaande Toner. Minder om
hans nationale Forudsætninger, om hans Slægttradition, Opdragelse
og Livserfaring, om Karakter og personlige Ejendommeligheder
vækkes derved. I klare Rids former sig Billedet af den Mands
Fortid, hvis Manddomsgerning nu begynder.2
Andreas Peter Bernstorff var runden af en Æt, hvis stigende
Berømmelse havde fjernet den fra dybere national Følelse. Olde
faderen paa mødrene Side, Andreas Gottlieb Bernstorff havde
bragt Slægtens Ry Vækst ud over den gamle Hjemegn i Nord
tyskland ved Arbejde i Huset Hannovers Tjeneste. En stor
Fyrstetjener havde han været og bidraget sit til at sætte Eng
lands Krone paa Georg Fs Hoved. At han derved tillige skabte
højst uselvstændige Kaar for Fædrelandet Hannover som Slæbe-
baad i den store Sejlers Kølvand, havde han lidet agtet paa.3
Efterkommerne gik frem ad to Veje. Dattersønnen Andreas Gott
lieb blev hjemme og dyrkede sine og Broderens store Godser.
I Hannover blev han Kurfyrstens Landraad og Tillidsmand i
den daglige Administration; i Mecklenburg tog han sin Del
af Adelens Kampe mod Landsherrens fordringsfulde Enevælde.
En bundredelig, men ahnestolt Adelsmand var han, en dygtig
Godsejer, en pligtopfyldende, praktisk Embedsmand. Det var
Andreas Peters Fader.4 Broderen Johan Hartvig Ernst søgte ud
efter; Hannover var ham for lille, den store Verden lokkede ham;
men ogsaa han blev Fyrstetjener, Frederik V’s Mand; i et frem