47 / 302
28
Altid havde han været alvorlig af Gemyt; i Barnelegen havde
der blandet sig bydende Forældreord og megen tung Religiøsitet,
Han havde skudt dette noget fra sig, da han kom ud i Livet;
Religiøsiteten blev mest en barnlig Gudfadertro, han smilede og
glædede sig uforsagt over Livet, og kun hvor Livsglæden truede
de strænge Love om aandelig og sjælelig Renhed, han tidlig satte
sig, kølede hans Alvor det hede Blod. Dybt indgroet hos ham
var imidlertid Tanken
0111
det usikre i Livets Yilkaar; han var
af Naturen tillidsfuld over for Mennesker og Forhold, men havde
lært, hvor ofte Tillid skuffes. Det melankolske og mistrøstige,
der lader sig føde af slige Tanker, fik i disse Aar større
Magt; Bitterhed føjede sig hertil, og Skarphed i Domme, der før
havde været sjælden, blev hyppigere. Det er med hans Karakter
som med hans Ansigt; det ikke blot modnes i disse Aar, men
Trækkene bliver skarpere, de bestemte Drag
0111
Øjne og Mund
finder deres Plads.
Struenseetiden rejste Storme af Smerte, af Bitterhed og Foragt
i hans Sind. Dette blev altsaa Lønnen for trofast Gerning, saa-
ledes blev Yilkaarene for dem, der byggede paa Fyrstegunst 1
„Lever man i et fredeligt Land eller i et Vildnis fuldt med Røvere,“
skrev han rystet faa Dage før Onkelens Afsked; 1 faa Uger efter
var han selv ude af Riget. Der gik haarde Vejr i hans Sind;
først lidt efter lidt fik det stille Liv paa hans Godser i Nordtysk
land i Samliv med Hustru og Børn Bølgerne dæmpet.
Haardt var der blevet slidt paa Baandet, der bandt ham til
Danmark; Følelsen af ikke at høre hjemme der vaagnede. Hos
Onkelen vandt den aldrig Raaderum; hos Andreas Peter syntes
den helt at skulle tage Magten. Da han i Oktober 1770 for
lod Danmark, følte han sig saare stærkt knyttet til LandeL
sørgede dybt ved Afskeden, og glædede sig over, at det ikke
var Folket, men kun Fyrsten og en Flok Banditter, der havde
voldt den. Men som Tiden gaar, og Folket roligt bøjer sig for
alt, hvad man byder det, fatter han Uvilje mod alt, hvad der
er dansk. „Blot slet ingen af mine Yenner var danske, saa
behøvede jeg ingen Undtagelser at gøre,“ udbrød han bittert.2